Skip navigation

Skatter og afgifter ved flyaflysning

Sidst opdateret:

Når du køber en flybillet, betaler du en række skatter og afgifter til staten og lufthavnen. Hvis du ikke benytter flybilletten, har du ret til at få en række af disse skatter og afgifter retur.

De skatter og afgifter, du betaler, når du køber en flyrejse, kan deles op i tre kategorier:

  • Skatter og afgifter til staten
  • Skatter og afgifter til lufthavnen
  • ”Skatter og afgifter”, der fastsættes af virksomheden. Disse omkostninger er reelt en del af flybillettens pris og opkræves ikke i medfør af en lov, men de kaldes ofte for skatter og afgifter.

Bruger du ikke flybilletten, har du krav på at få de skatter og afgifter retur, der ikke udløses, når du ikke rejser. Det vil typisk være skatter og afgifter, der er opkrævet af staten og af lufthavnen.

Hvor meget har du betalt?

Det fremgår ikke altid tydeligt af flybilletten, hvor meget du har betalt i skatter og afgifter, og hvor meget du har krav på at få tilbage, hvis du ikke bruger billetten.

I nogle tilfælde er der oplyst en samlet pris for billetten. I andre tilfælde er der mere detaljerede oplysninger om de forskellige skatter og afgifter.

Fremgår det tydeligt, hvor meget du har betalt i skatter og afgifter til staten og lufthavnen, er det beløbet for de skatter og afgifter, der ikke er udløst, du skal have tilbage.

Er der oplyst et samlet beløb på alle skatter og afgifter, altså også de der er en del af flybillettens pris, og er det ikke muligt at finde ud af, hvilke skatter og afgifter der skal betales tilbage, kan du have krav på at få det samlede beløb for alle skatter og afgifter tilbage.

Er der kun oplyst en samlet pris for billetten, og er det ikke muligt at finde frem til, hvor stort et beløb der er skatter og afgifter til staten og lufthavnen, og hvor meget der skal refunderes, vil du ikke få noget tilbage.

Gebyr for tilbagebetaling

Du skal være opmærksom på, at virksomheden har ret til at opkræve et gebyr på 100 kroner per flybillet, når du skal have skatter og afgifter tilbage.

Hvis virksomheden aflyser flyrejsen

Er det virksomheden, der aflyser flyrejsen, har du krav på at få alle dine penge retur, og virksomheden må ikke opkræve et gebyr for tilbagebetalingen.

Læs mere om køb af flybilletter.

Kunne du bruge siden?