Skip navigation
Sidst opdateret:

Der kan være penge at spare ved at skifte forsikringsselskab. Følg vores guide til, hvordan du skifter forsikring. Start fx med at tjekke din nuværende forsikring.

Tjek din forsikring

Gå dine nuværende forsikringspolicer igennem. Er der noget, der mangler? Og noget som du ikke længere har behov for?

Lav en liste over dine forsikringsbehov. Hvordan ser din nuværende livssituation ud? Har du fået børn, eller er du netop flyttet? Har du solgt din dyre båd eller købt bil? Har du ting af særlig høj værdi? Er du dobbeltforsikret? Find ud af, hvad forsikringen skal dække.

Gør dig klart, hvor stor en selvrisiko din økonomi kan klare.

Undersøg tilbud på forsikringer

Tjek tilbud på forsikringer, fx på nettet. Du kan også spørge familie og venner. Det kan være en god idé tidligt at begrænse antallet af forsikringsselskaber. Så kan du bedre overskue tilbuddene.

Undersøg også, om din bank, fagforening, arbejde eller lignende tilbyder dig en aftale med et forsikringsselskab til en fordelagtig pris.

Indhent tilbud fra de forsikringsselskaber, du har udvalgt. Det kan du gøre flere steder. Fx på forsikringsselskabets egen hjemmeside eller på prissammenligningssider. Vær opmærksom på, at det muligvis kan betale sig for dig at have de forskellige typer af forsikringer hos flere selskaber.

Læs dækningsskemaerne. Se efter, om forsikringen dækker de ting, du har behov for, og hvad du får i erstatning i tilfælde af skade.

Prøv at forhandle om vilkår og pris. Du kan for eksempel forhandle om:

  • Størrelsen på præmien.
  • Størrelsen på selvrisikoen.
  • Ekstra dækning (Du kan måske få en årsrejseforsikring uden at skulle betale mere.)

Skift forsikringsselskab

Når du har et overblik over tilbuddene, kan du prøve at forhandle om prisen. Har du fået et tilbud fra et andet selskab til en lavere pris, så spørg, om selskabet vil matche denne pris.

Vælg det bedste tilbud. Skifter du forsikring ved hovedforfald, det vil sige på årsdagen for forsikringen, er det gebyrfrit. Skifter du derimod forsikring på et andet tidspunkt, skal du forvente, at der kommer et gebyr oveni. Gebyret vil typisk være større, hvis du opsiger forsikringen inden for det første år.

Opsiger du din forsikring før hovedforfald, det vil sige før årsdagen for forsikringen, vil du have penge til gode hos dit tidligere forsikringsselskab. Dem vil du typisk få udbetalt automatisk.

Gebyrer ved betaling af forsikringen

Betaler du via betalingsservice, vil du typisk skulle betale et gebyr. Det samme gælder, hvis du betaler via et girokort, som kommer med posten. Her vil gebyret typisk være højere, end hvis du betaler via betalingsservice.

Læs mere om forsikring - fortrydelsesret, opsigelse og klager.

Læs mere om lovpligtige forsikringer.

Kunne du bruge siden?