Skip navigation

Stormflod og oversvømmelse - dine rettigheder

Sidst opdateret:

Du har mulighed for at få erstatning, hvis dit hus eller indbo bliver skadet på grund af en stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer.

Bliver din bolig eller dit indbo skadet på grund af en stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer, har du mulighed for at få erstatning efter stormflods- og oversvømmelsesordningen.

Det er et krav, at Stormrådet har erklæret stormflod i det område, hvor du bor, eller har godkendt, at en oversvømmelse fra et vandløb eller en sø er omfattet af loven.

Hvad er en stormflod?

En stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet, der statistisk indtræffer sjældnere end hvert 20. år. Det er Stormrådet, som afgør i hvilke områder, der har været stormflod.

Hvad er en oversvømmelse?

En oversvømmelse fra et vandløb eller en sø skyldes ekstrem høj vandstand i et vandløb eller en sø, der forventes statistisk at ville indtræffe sjældnere end hvert 20. år. Det er Stormrådet, der afgør, om en oversvømmelse fra et vandløb eller en sø er omfattet af stormflodsloven.

Hvad kan du få erstatning for?

Stormflodsordningen dækker som udgangspunkt direkte skader på din bolig og løsøre, der er sket på grund af stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer.

Ordningen dækker også skader på løsøre i kælderbeboelse eller opbevaringscontainere.

Opstår der skader på grund af stormflod eller oversvømmelse, er det vigtigt, at du – hvis det er muligt – forsøger at afværge og begrænse skaderne, fx lukker døre og vinduer.

Læs mere hos Stormrådet

Skader, som du ikke kan få erstatning for

På Stormrådets hjemmeside finder du en liste over skader, du ikke kan få erstatning for. Du kan fx ikke få erstatning for skader på bolig og løsøre, hvis du selv har en forsikring, der dækker de skader.

Se listen

Selvrisiko

Du skal betale en selvrisiko på 5 procent ved skader på ejendomme til helårsbeboelse og skader på privat løsøre. Selvrisikoen udgør minimum 5.000 kroner og maksimum 30.000 kroner.

Ved skader på sommerhuse er selvrisikoen 10 procent. Selvrisikoen udgør minimum 10.000 kroner og maksimum 50.000 kroner. Ved skader på løsøre i sommerhuse er selvrisikoen 5 procent. Selvrisikoen udgør minimum 5.000 kroner og maksimum 50.000 kroner.

Genhusning

Hvis genhusning er nødvendig på grund af skaderne, kan du få erstatning for hele perioden, hvor du er genhuset. Erstatningen dækker udgifter til selve genhusningen samt udgifter til opmagasinering og flytning.

Vælger du som genhusning at etablere en beboelsespavillon på din grund, kan du få op til 24.000 kroner i tilskud.

Anmeld skaden til dit forsikringsselskab

​Har du en stormflods- eller en oversvømmelsesskade, skal du via Stormbasen anmelde skaden til det forsikringsselskab, hvor du også har din brandforsikring. ​

Besøg Stormbasen

Ved stormflod skal du anmelde skaden senest to måneder efter, at Stormrådet har erklæret stormflod

Ved oversvømmelse fra et vandløb eller en sø skal du anmelde skaden senest to måneder efter, at den er sket

Herefter vil forsikringsselskabet sende en taksator ud for at besigtige skaderne. På Stormrådets hjemmeside kan du læse mere om forløbet, og hvad du kan få erstattet. 

Er du utilfreds med forsikringsselskabets afgørelse, kan du klage over afgørelsen til Stormrådet.

Stormflods- og oversvømmelsesordningen bliver finansieret af de årlige bidrag, som alle med en brandforsikring automatisk betaler.

 

 

 


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?