Skip navigation

Oversigt: Typer af forbrugslån

Sidst opdateret:

Kviklån, minilån, lynlån, mikrolån og SMS-lån. Forbrugslån har mange navne. Læs mere om de forskellige typer lån, og se, hvordan du kan sammenligne dem.

Forbrugslån hos et finansieringsselskab 

Forbrugslån er lån, du ofte vil få udbetalt hurtigt. Du kan typisk optage forbrugslånet via en simpel formular på nettet.

Finansieringsselskabet har pligt til at kreditvurdere dig på grundlag af fyldestgørende oplysninger om din økonomi.

Forbrugslån kan have løbetider fra fx 15 dage og opefter. Du kan typisk låne fra 500 kroner og helt op til 300.000 kroner. 

Kviklån

Betegnelsen kviklån bruges om mindre forbrugslån, som du skal tilbagebetale inden for få måneder, typisk 15-45 dage.

Du kan optage et kviklån ved at udfylde en simpel formular på nettet eller på mobilen. Derfor kaldes kviklån også SMS-lån, hurtiglån eller lynlån.

Kviklånsselskabet har pligt til at kreditvurdere dig på grundlag af fyldestgørende oplysninger om din økonomi.

Du kan bruge kviklånet til hvad som helst, og der skal ikke stilles sikkerhed. Kviklån kritiseres ofte for at være dyre, når der sammenlignes med alternativer.

Kviklån er opstået i takt med udbredelsen af det mobile netværk, og lånetypen vinder fortsat hastigt frem.

Mikrolån på nettet

Nogle netbutikker tilbyder deres kunder, at de kan dele betalingen for varen op i mindre dele. Betalingen kan fx deles op, så kunderne betaler tilbage hen over 18 måneder. Det kaldes også mikrolån.

Vælger du den betalingsmetode, skal du være opmærksom på:

  • Størrelsen af renten
  • Hvor meget du samlet set skal betale for at låne pengene.

Finansieret køb af varer (afbetaling)

Nogle butikker tilbyder gennem et samarbejde med et finansieringsselskab finansieret køb af varer – også kaldet afbetaling. Lånet skal du typisk betale tilbage hen over 12 måneder eller mere.

Nogle finansierede køb er rente- og gebyrfri, og du betaler blot en månedlig ydelse. Andre lån er der renter på. 

Før du vælger at finansiere dit køb af en vare via butikken, så se især på:

  • Hvad du samlet skal betale tilbage for at låne pengene
  • Om det bedre kan betale sig for dig at vente med at købe varen, til du har sparet op

Kreditkort/kontokort 

Hos nogle butikker kan du få kreditkort, som du kan betale med i butikken. Til kreditkortet er der knyttet et lån, som du skal betale renter af.

Kreditkortet er typisk udstedt i samarbejde med et finansieringsselskab. Hver måned vil du skulle overføre det beløb, du har brugt, eller det, der er aftalt, til din medlemskonto. Du kan overføre beløbet enten elektronisk eller via faktura.

Der vil være et loft for, hvor stor din kredit må være. Du skal betale en månedlig rente af det, du skylder. 

Forbrugslån i en bank

Du kan også tage et forbrugslån i en bank. Lånelængden kan strække sig over en længere årrække. Det vil typisk være billigere målt på ÅOP at tage et forbrugslån i en bank end hos et kviklånsselskab. 

Banken har pligt til at kreditvurdere dig på grundlag af fyldestgørende oplysninger om din økonomi.

Sådan sammenligner du lån

Når du skal sammenligne de forskellige lån, så se på det samlede beløb, du skal betale tilbage, dvs. lånebeløbet, renter og gebyrer.

De årlige omkostninger i procent (ÅOP) kan primært bruges til at sammenligne lån med samme lånebeløb og løbetid.

Se, hvad du skal være opmærksom på, før du tager et forbrugslån


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?