Klager over kæledyr og dyrlæger

Sidst opdateret:

Viser det sig, at der er noget galt med dit kæledyr, fx din hund eller kat, skal du altid klage til sælgeren først. Gem dokumentation for din klage.

dyrlæge

Du skal altid klage til den, du har købt dyret af først, og sælgeren skal have afvist din klage, for at du eventuelt kan gå videre med klagen til Center for Klageløsning.

Afhængigt af, hvad der er galt med dit dyr, kan du muligvis gøre krav på at få betalt omkostningerne til dyrlægen, få et afslag i prisen eller pengene tilbage. Det afhænger dog af, hvad der er galt med dyret, og om lidelsen eller sygdommen var til stede, da du fik dyret leveret, fx om der er tale om en medfødt eller arvelig sygdom.

Det er vigtigt, at du hurtigst muligt klager til sælgeren – helst skriftligt - hvis du opdager, at der er noget galt med dit kæledyr, fx en sygdom eller en fejl.

For at kunne gå til Center for Klageløsning med din klage kræver det dog, at sælgeren er erhvervsdrivende og ikke privat.

Har du købt dit kæledyr af en privat, kan du ikke få hjælp af Center for Klageløsning. I stedet skal du føre sag hos de civile domstole.

Køb af kæledyr – er sælgeren privat eller erhvervsdrivende?

Viser kæledyret, fx hunden eller katten, sig at have en fejl, afhænger dine rettigheder af, om sælgeren er en privatperson eller en erhvervsdrivende. Det vil bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvorvidt sælgeren er erhvervsdrivende eller driver hobbyopdræt.

Har du købt dit kæledyr hos en dyrehandler eller en kennel, har du altid en 2-årig reklamationsret.

Klager over dyrlægebehandling

Er du utilfreds med en dyrlægebehandling, eller mener du, at du har betalt for meget for en ydelse, skal du først og fremmest klage skriftligt til dyrlægen og gøre opmærksom på, hvad du er utilfreds med.

Sørg for at gemme dokumentation for din klage – dvs. faktura, en kopi af din klage samt en kopi af dyrlægens svar på din klage. Ryk for svar, hvis dyrlægen afviser klagen eller ikke svarer.

Obduktion af kæledyret

Hvis dyret dør i forbindelse med en operation, kan det være en god idé at få udført en obduktion af en uvildig dyrlæge. Vær dog opmærksom på, at prisen på en obduktion kan være høj. Det er ikke sikkert, at du kan få godtgjort denne udgift.

Hvis du ikke kan blive enig med enten sælgeren af dit kæledyr eller den dyrlæge, der har behandlet det, så kan du gå videre med din klage til Center for Klageløsning.


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?