Skip navigation

Undersøgelsespligt

Sidst opdateret:

Du har ikke pligt til at undersøge varen før købet. Sælgeren kan derfor ikke afvise en klage med, at du kunne have opdaget fejlen, hvis du havde undersøgt varen.

Det kan fx være, at du køber en frakke og først, da du kommer hjem, opdager, at foret ikke er syet ordentligt fast. Sælgeren kan ikke afvise dig, selvom fejlen er ret iøjnefaldende.

Hvis du alligevel undersøger varen

Undersøger du alligevel varen, mister du retten til at klage over fejl og mangler. Det gælder dog kun for fejl, som du har opdaget eller burde have opdaget ved undersøgelsen. Et eksempel kan være, at du ved købet af en brugt bil vælger at lade bilen teste på en prøvestation før købet. Her forventes det, at testværkstedet vil opdage, hvis der er mangler ved bilen.

Undersøg det, der er vigtigt

Er det vigtigt for dig, at varen har en bestemt funktion eller egenskab, kan det være en fordel for dig, at du tjekker det før købet. Det kan spare dig for mange besværligheder senere. Det kan fx være, at der skal kunne kobles en grammofon til forstærkeren, at tøjet kan vaskes i vaskemaskine, eller at der følger en dansk brugsanvisning med det digitale kamera.

Undersøg, når du handler privat

Når du køber en vare af en anden privatperson, er det vigtigt, at du undersøger varen grundigt, før du handler.

Meget ofte vil det være aftalt, at varen er købt uden reklamationsret, og så er du afskåret fra at klage over fejl bagefter. Selvom I har aftalt, at du fx kan levere varen tilbage, hvis der er noget galt med den, kan det blive besværligt, hvis I ikke bagefter kan blive enige om, hvor meget der skal være galt, og hvad der egentlig var aftalt.

Læs mere om køb af brugte varer

Kunne du bruge siden?