Sidst opdateret:

Du har to års reklamationsret. Klag hurtigt, når du opdager en mangel. Går der for lang tid, kan du miste retten til at få manglen afhjulpet efter købelovens regler.

Reklamationsfristen begynder at løbe den dag, du får varen leveret, og udløber to år senere.

Du kan godt aftale en længere reklamationsfrist med sælgeren, men aldrig en kortere. I kan fx ikke aftale, at du får varen billigere, men til gengæld ikke har reklamationsret. Har I indgået sådan en aftale, er den ikke gyldig, og du har alligevel to års reklamationsret.

Kortere reklamationsfrist

Det betyder ikke, at reklamationsfristen i praksis aldrig kan være kortere. Køber du en vare, der ikke er beregnet til at holde i to år, vil du kun have reklamationsret i varens normale levetid eller den levetid, du er blevet lovet. Det kan fx være et batteri eller en elektrisk pære.

Reklamationsfristen kan også blive afkortet, hvis varen simpelthen er slidt op eller brugt op. Det kan fx være et par sko, du har gået med hver dag. Det gælder dog ikke, hvis de er slidt op, fordi kvaliteten er for dårlig.

Forlængelse af reklamationsfristen

Er en vare blevet repareret efter købelovens regler på grund af en mangel, løber der en ny, særlig klagefrist på netop den fejl. Forældelsesloven giver dig ret til at klage over netop den fejl i op til tre år efter du opdager - eller burde have opdaget - fejlen. Du kan altså have ret til at klage, hvis fejlen viser sig igen, selvom den almindelige reklamationsfrist er udløbet. Hvis du er for længe om at klage, kan du dog miste din klageret på grund af passivitet.

Du skal selv bevise, at der er tale om den samme fejl. Du skal derfor bede om en reparationsseddel, når varen har været repareret.

Har du ikke fået en reparationsseddel ved den første reparation, kan det være tilstrækkeligt, at fejlen viser sig på samme måde. Det kan fx være streger hen over fjernsynsskærmen. Er varen naturligt slidt op, inden de tre år er gået, bortfalder retten til at reklamere.

Ny reklamationsfrist ved ombytning

Får du ombyttet varen til en ny, løber der en ny reklamationsfrist på to år. Fristen løber fra ombytningsdagen og udløber to år senere. Reklamationsretten gælder hele varen.

Klag hurtigt - når du opdager en mangel

Når du opdager en mangel, skal du klage til sælgeren inden for rimelig tid. Det er svært at sige præcis, hvad der er ”rimelig tid”, men sælgeren har mulighed for at afvise din klage, hvis du er for længe om at klage. Hvis du klager, inden der er gået to måneder, fra du opdager manglen, vil du altid have klaget inden for rimelig tid.

Læs mere om reklamationsret

Kunne du bruge siden?