Skip navigation

Bevisbyrde

Sidst opdateret:

Du kan risikere at blive uenig med sælgeren om, hvorvidt fejlen på den vare, du har købt, er en mangel efter købeloven, eller om du selv er skyld i skaden.

I den situation gælder der særlige regler for, hvem der skal bevise, at der er tale om en mangel efter købelovens regler.

Det er som udgangspunkt dig som forbruger, der skal bevise, at fejlen ved varen er en mangel efter købeloven. I det første år efter leveringen gælder dog formodningsreglen.

Dette skal afklares: 

  • Er der overhovedet noget galt med varen?
  • Skyldes det, der er galt, en oprindelig fejl ved varen?
  • Lever varen op til det, der var aftalt?

Nye regler fra den 1. januar 2022:

Fra den 1. januar 2022 forlænges formodningsreglen i købeloven, så den som udgangspunkt gælder op til et år for varer, der er købt efter den 1. januar 2022. Ved køb af levende dyr er formodningsperioden dog fortsat 6 måneder.

Det betyder, at hvis en mangel viser sig inden for det første år efter, at du har fået leveret varen, gælder der efter købeloven som udgangspunkt en ”formodning” om, at fejlen var til stede, da du fik varen leveret.

Når der er gået ét år, vil du som forbruger skulle bevise, at fejlen, der klages over, var til stede på leveringstidspunktet.

Varer der er købt før den 1. januar 2022

For varer købt før den 1. januar 2022 gælder den hidtidige formodningsperiode på seks måneder.

Sælger undersøger varen

Når du klager, kan sælgeren undersøge varen, og hvis han derved finder ud af, at du selv er skyld i fejlen, kan han fx nægte at reparere, medmindre du selv betaler for det. Det kan fx være, at der er kommet sand i kameraet, cola i computeren, eller at opladeren har lidt overlast.

Sælgeren må kun afvise din klage, hvis det enten er åbenlyst eller meget sandsynligt, at du selv er skyld i skaden, og det er sælgeren, der skal sandsynliggøre, at det er tilfældet.

Hvis sælgeren afviser din klage

Er der tale om en fabrikations- eller materialefejl, skal sælgeren inden for rimelig tid afhjælpe fejlen, fx ved at reparere eller omlevere varen. Gør sælgeren ikke det, kan du hæve købet.

Er du derimod selv skyld i fejlen, kan sælgeren afvise at afhjælpe den.

Er du ikke enig i sælgerens vurdering, må du enten bevise, at manglen var til stede på leveringstidspunktet, eller du må overgive sagen til en klageinstans, fx Mæglingsteamet for Forbrugerklager. Har sælgeren ret til at afvise klagen, er der ikke så meget mere at gøre. Så må du selv betale eller kassere varen.

Har sælgeren ikke haft ret i at afvise klagen, kan han miste sin ret til at reparere eller omlevere varen. Det betyder, at du meget ofte vil have ret til at få dine penge igen, hvis det er det, du helst vil.

Når der er gået ét år - forbrugerens bevisbyrde: 

I første omgang skal du bevise, at varen har en fejl eller mangel. I mange tilfælde vil det ikke være noget problem, da mange fejl og mangler nemt kan ses. Er der tale om en såkaldt periodisk fejl, som kun optræder af og til, må du beskrive fejlen, og hvornår den opstår så godt som muligt.

  • Er varen ikke som aftalt

Når du køber en vare og ikke aftaler, at den skal kunne noget specielt eller være egnet til et specielt formål, skal varen være sådan, som den type vare normalt er.

Er du derimod blevet lovet, at varen er egnet til noget specielt, som ikke er normalt for den type varer, skal du bevise, hvad sælgeren har lovet om varen. Det kan fx være, at uret er egnet til dykning.

Hævder sælgeren, at du har accepteret, at varen ikke er som andre varer af samme type, er det derimod ham, der skal bevise, at du har accepteret dette ved købet. Det kan fx være en manglende dansk brugsanvisning.

  • Er fejlen dækket af købeloven?

Det, der skal afklares, er, om fejlen eller årsagen til den var til stede på leveringstidspunktet. I mange tilfælde giver det sig selv, fordi det er åbenlyst, at der er tale om en fabrikationsfejl eller dårlige materialer. Det kan fx være barnevognen, der falmer, eller jakkens for, der skrider i sømmen.

Opstår der uenighed om, hvorvidt en fejl er dækket af købelovens reklamationsret, er det dig som forbruger, der skal bevise, at fejlen er dækket. Kan du ikke bevise, at en fejl er dækket af købeloven, kan du undersøge, om fx Mæglingsteamet for Forbrugerklager kan hjælpe dig.

  • Er fejlen dækket af en garanti?

Er der givet en garanti på varen eller på den del, du klager over, er det altid garantigiver, der skal bevise, at det, du klager over, ikke er dækket af garantien. I den situation skal du kun bevise, at der er noget galt med varen.

Bevisbyrde: Løbende levering af digitalt indhold og digitale tjenester

Hvis der er tale om en mangel ved digitalt indhold eller digitale tjenester, som du løbende får leveret, skal sælgeren bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler i den aftalte leveringsperiode. Reglerne gælder for digitalt indhold/digital tjenester, som du får leveret efter 1. januar 2022, selvom aftalen om leveringen er indgået før den 1. januar 2022.

Er der tale om løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en vare med digitale elementer, fx en spillekonsol, skal sælger bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler i den aftalte leveringsperiode eller inden for to år.

Læs mere om reklamationsret

KUNNE DU BRUGE SIDEN?