Sådan er reglerne for fortrydelsesret i en butik

Ifølge lovgivningen har du ikke fortrydelsesret, når du handler i en butik. Mange butikker tilbyder dog som en service, at kunderne kan returnere eller bytte varen.

Et køb er en bindende aftale, og du kan som udgangspunkt ikke fortryde dit køb. Selvom mange butikker tilbyder en retur- eller bytteret, er det ikke en ret, du har efter lovgivningen, hvis det ikke er aftalt ved købet.

Sælgeren bestemmer selv

Sælgeren bestemmer altså selv, om han eller hun vil tilbyde en fortrydelsesret, og hvilke regler der skal gælde for fortrydelsesretten.

Det kan fx være:

  • Hvor lang fortrydelsesfristen skal være
  • Om du kan få pengene igen eller bytte til andre varer i butikken
  • Om du kan få et tilgodebevis

Som udgangspunkt må du forvente, at varen skal returneres i en stand, så den kan sælges igen som ny. Hvis sælgeren stiller andre krav, må han eller hun oplyse det tydeligt inden købet. Det kan fx være:

  • At varen skal returneres i originalemballage
  • At alle mærker sidder på varen
  • At plomberinger ikke er brudt

Returret eller ombytning

Hvis du er blevet lovet en returret, skal du have dine penge igen, hvis du er blevet lovet en bytteret, kan du vælge andre varer i butikken.

Det skal du skal bevise

Du skal bevise, hvor og hvornår du har købt varen, hvad den har kostet, og at du er blevet lovet en ret til at bytte eller returnere varen. Det er derfor vigtigt, at du gemmer din kvittering og får noteret på den, at du har fortrydelsesret, hvis det ikke allerede står der.

Sidst opdateret: 16. november 2015

Kunne du bruge siden?