Skip navigation
Sidst opdateret:

På loppesupermarkeder kan du købe brugte varer fra forskellige private sælgere, der for en periode lejer en stadeplads til deres varer, men ikke selv er til stede.

Loppesupermarkederne fungerer ved, at sælgerne lejer en stand for en periode. Sælgerne fastsætter selv prisen på deres ting.

Hvis du vil du købe en ting i et loppesupermarked, så fungerer det som i et ”rigtigt” supermarked, hvor du vælger varer på de forskellige stande og går op til kassen for at betale.

Sælgerne vil efterfølgende få udbetalt overskuddet fra salget. Loppesupermarkedet kan tage en vis procentdel af prisen på varen.

Køb på loppesupermarkeder - hvad har du ret til?

Du har ikke automatisk returret på varer købt i et loppesupermarked, medmindre loppesupermarkedet selv tilbyder det. Tjek derfor handelsbetingelserne, før du handler dér.

Er loppesupermarkedet en virksomhed, og deltager loppesupermarkedet i salget, fx tager imod penge fra dig, vil købet typisk være ”formidlet”. Læs mere om formidlede køb her.

Det betyder, at du er dækket af reglerne for forbrugerkøb og har to års reklamationsret, hvis der er en fejl på den brugte vare, der ligger ud over det forventelige, og hvis fejlen eller årsagen til den var til stede på købstidspunktet.

Det er den egentlige sælger, du skal henvende dig til, hvis du senere vil klage over varen. Den egentlige sælger vil ofte være en privatperson, men det kan også være en virksomhed, der har valgt at sælge nogle af sine varer på loppesupermarkedet.

Hvis den egentlige sælger er en privatperson, kan det være svært at få behandlet en eventuel klagesag. Center for Klageløsning og de godkendte ankenævn kan ikke behandle klager, når sælgeren er en privatperson, så du må gå til domstolene med din klage.

Læs mere om køb af brugte varer på nettet og sociale medier.


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?