Skip navigation

Debatindlæg: Juletrængsel er en smittespreder

Meget skal nås og meget skal købes: Julemad, julegodter og julegaver. Julehandlen 2020 er bare ikke, som den plejer. I år er der særlige hensyn at tage.

Af forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann

Julemylder

Myndighederne har nogle få enkle råd, som gør en stor forskel, hvis vi alle følger dem. Når du viser hensyn, er du med til at mindske risikoen for, at du selv, din familie eller helt fremmede smittes med covid-19 og skal tilbringe julen isoleret.

For det første: Udnyt butikkens fulde åbningstid

Vi bliver for mange, hvis vi alle stimler sammen midt på dagen. Mange butikker holder længe åbent, så overvej, om det giver bedre mening at spise aftensmaden, før du handler eller henter pakker i pakkeshoppen. Og udnyt muligheden for at handle morgen eller tidlig formiddag, hvis det er muligt for dig.

For det andet: Bliv hjemme, hvis du har symptomer

Det kan være svært at sætte juleforberedelserne på hold for lidt hoste, men i år skal vi alle være ekstra varsomme. Så hvis du har de mindste symptomer, så bliv hjemme, og lev med, at forberedelserne måske ikke når helt i mål.

For det tredje: Gå alene ind i butikken

Det kan koste på julehyggen, at vi ikke går på juleindkøb sammen, men prisen er værd at betale. Tænk ikke mindst på ekspedienterne og de andre kunder i samme butik.

For det fjerde: Julehandlen bør planlægges

Planlæg, hvad du vil købe på forhånd og i god tid. Så undgår du at gå i for mange forskellige butikker på dagen for dine juleindkøb. Samtidig undgår du trængsel i butikkerne i de sidste dage op til jul.

Oveni kommer alle de råd og restriktioner, vi allerede kender så godt. Hold afstand – også i køen. Sprit hænder – gerne hver gang du går ind i en ny butik. Og brug mundbind – som er rene.

Det handler om at passe på sig selv og på hinanden.

Med ønske om en god jul.

 

Kunne du bruge siden?