Skip navigation

Håndværkerarbejde: Tilbud, overslag, maksimumpris eller efter regning?

Sidst opdateret:

Et tilbud fra håndværkeren er bindende, mens et overslag er en anslået cirkapris på, hvad det vil koste at udføre opgaven. Tjek, om det koster noget at få et tilbud.

tilbud håndværker

Du kan vælge at få tilbudoverslag eller en maksimumpris, inden du sætter en håndværker i gang med at løse en opgave, eller du kan betale efter regning.

Guide: Sådan indhenter du tilbud

  • Gør dig klart, hvad du ønsker

For at undgå misforståelser er det vigtigt, at du først og fremmest gør dig helt klart, hvad det er, du ønsker, før du indhenter tilbud.

Du kan med fordel lave en meget grundig beskrivelse af opgaven. Oplys fx, hvilke fliser, armaturer, gulvbrædder og andet du ønsker. Find materialerne på nettet, eller besøg byggeudstillinger, byggemarkeder og lignende.

Når du har fundet de fliser eller de armaturer, du ønsker, så skriv producentens navn og varenummer ind i opgavebeskrivelsen. På den måde sikrer du dig, at det er lige præcis de materialer, du ønsker, der indgår i tilbuddet. Du sikrer dig samtidig, at du kan sammenligne tilbud fra forskellige håndværksmestre, og at forskellen på tilbuddene ikke skyldes, at den ene håndværker vælger billigere materialer end den anden, som det senere viser sig, at du ikke bryder dig om.

Har du andre krav, fx til hvornår arbejdet skal være færdigt, bør du også skrive det i beskrivelsen.

  • Indhent flere tilbud, fx på nettet

Hvis du indhenter flere tilbud, kan du sammenligne priser og opgavebeskrivelser. Du må i princippet indhente lige så mange tilbud, du vil. Men samtidig medfører det omkostninger for håndværkeren at udforme tilbud. Nogle håndværkere tager et beløb for at afgive et tilbud. Det skal være aftalt med dig på forhånd. Spørg til prisen, inden du indhenter et tilbud. Spørg desuden ind til de enkelte dele i aftalen, hvis du er i tvivl om, hvad prisen dækker.

  • Brug evt. håndværkerens viden og erfaring

Du kan også vælge at bruge håndværkerens viden og erfaring og bede håndværkeren foreslå, hvordan du får den bedste løsning. Der er som nævnt ovenfor fordele ved på forhånd at lave en grundig beskrivelse af opgaven. Hvis du ikke på forhånd fastlægger opgaven meget præcist, kan håndværkeren dog modsat få mulighed for at foreslå en løsning, du måske slet ikke selv havde tænkt over, og som måske er bedre og/eller billigere.

Tilbud - hvad er det?

Et tilbud kan enten være et samlet tilbud for hele arbejdet eller et detaljeret tilbud, hvor de enkelte poster er prissat hver for sig. I kan også aftale en timepris eller en fast pris på de enkelte opgaver.

Tilbuddet dækker kun de arbejder og leverancer, der udtrykkeligt er nævnt i tilbuddet. Beskriv derfor opgaven grundigt. Håndværksvirksomheden skal have alle relevante oplysninger. Håndværkeren  har ret til at undersøge forholdene nærmere, og det vil ofte være nødvendigt.

Når du får tilbuddet, så gå det grundigt igennem, og tjek, at alt er med. 

Husk på, at et tilbud er bindende.

Det betyder, at håndværksvirksomheden står inde for, at han kan udføre det beskrevne arbejde til den pris og tid, der står i tilbuddet. Der kan dog opstå uforudsete problemer, som kan gøre den endelige pris højere.

Husk på, at et tilbud også er bindende for dig, og at du som udgangspunkt er bundet til aftalen, når du har takket ja.

Nogle håndværksvirksomheder vil sende en ordrebekræftelse, specielt hvis der er afgivet et mundtligt tilbud. Hvis du får en ordrebekræftelse, er det vigtigt at læse den grundigt igennem for at se, om den stemmer overens med det, I har aftalt. 

Er der forskel på tilbuddet og ordrebekræftelsen, skal du omgående kontakte håndværksvirksomheden og få tilsendt en ny ordrebekræftelse. Gør du ikke opmærksom på fejlen, er det ordrebekræftelsen, der gælder. Et tilbud gælder ikke til evig tid. Du skal derfor være opmærksom på, at et tilbud kan bortfalde, hvis du er for længe om at acceptere det.

Husk at gemme tilbuddet

Husk at gemme dokumentationen, fx tilbuddet, når du har indgået en aftale med en håndværker. Du skal bruge den, hvis der senere opstår problemer.

Ved håndværksarbejder, hvor aftalen er baseret på AB-Forbruger, er forældelsesfristen tre år, fra manglen blev opdaget eller burde være opdaget. Det gælder også ved aftaler, hvor der ikke er aftalt bestemte aftalevilkår. Du kan dog højst klage i 10 år, efter at arbejdet blev afleveret. Det er derfor en god ide at gemme al dokumentation i mindst 10 år, når du har indgået en aftale med en håndværker.

Gem selve aftalegrundlaget/tilbuddet, tag en kopi af alle fakturaer, og gem dokumentation for betalingen i form af kontoudtog/bankkvitteringer.

Skifter du bank, er det vigtigt, at du får dokumentationen med over i den nye bank, eller at du evt. gemmer den i papirformat.

Overslag – hvad er det?

Et overslag er en anslået cirkapris. Du kan dog forvente, at håndværkeren som kyndig fagmand rammer nogenlunde tæt på den endelige pris. Der er grænser for, hvor meget prisen må flytte sig i forhold til overslaget, men det vil afhænge af den konkrete sag.

Når du accepterer et overslag, bliver der reelt arbejdet efter regning. I nogle tilfælde kan det være til din fordel, hvis opgaven er hurtigere at løse end forventet. Men hvis arbejdet uventet bliver dyrere, fx pga. uforudsete vanskeligheder, skal du som udgangspunkt betale. Håndværksvirksomheden skal dog altid informere dig, hvis han kan se, at den endelige pris kommer til at afvige meget fra overslaget.

Har du kun fået et prisoverslag og ikke et egentligt tilbud, skal du altså som hovedregel betale håndværkeren det, som forlanges, også selvom det er mere end overslaget. Det gælder, så længe prisen ikke er urimelig i forhold til det udførte arbejde.

Har håndværkeren begået en fejl og må lave arbejdet om, skal du dog ikke betale for det.

Maksimumpris på håndværkerarbejdet - hvad er det?

Har I aftalt en maksimumpris, må håndværksvirksomheden ikke overskride den uden at få din accept af, at arbejdet bliver dyrere end maksimumprisen. Er det en mindre opgave, hvor du ikke indhenter tilbud, kan du få en maksimumpris. Så undgår du at få en uventet stor regning.

Efter regning - hvad er det?

Få oplyst på forhånd, hvad en svend og en lærling koster i timen.

Mange håndværkere fastsætter prisen for et arbejde ud fra tids- og materialeforbruget. Du skal så betale den pris, håndværkeren forlanger. Prisen skal være rimelig i forhold til det udførte arbejde.

Moms på håndværkerarbejdet

Ved køb af varer eller ydelser skal prisen, der oplyses til almindelige forbrugere, altid være inklusive moms.

Forhandl med håndværkeren

Du kan spare penge ved at forhandle om prisen. Måske kan du betale en lavere pris fx ved at få rabat på nogle af byggematerialerne eller give håndværkeren en lidt længere tidsfrist? Eller du kan få en bedre aftale for de samme penge, fx ved at der indgår en eller flere ekstra serviceydelser?

Indhenter du flere tilbud, kan du henvise til andres priser, når du forhandler. Måske er nogle af delene i tilbuddet billigere hos andre håndværkere. Kan du få det til samme pris?

Uenighed om håndværkerprisen

Du og håndværksvirksomheden kan blive uenige om prisen for alle dele af arbejdet. Meget ofte drejer det sig om den medgåede arbejdstid, betaling for en lærling og om moms.

Når der arbejdes efter timebetaling, vil mange forbrugere holde øje med, hvor lang tid håndværkeren bruger på arbejdet.

Nogle forbrugere tæller kun den tid, de rent faktisk ser håndværkeren, og glemmer, at de også skal betale for den tid, håndværkeren eventuelt bruger på værkstedet, kørsel, bortkørsel af affald og lignende.

Opstår der strid om antallet af arbejdstimer, må et ankenævn eller anden uvildig instans afgøre, om timeforbruget er rimeligt.

Du behøver ikke at være utilfreds med, at håndværkeren har en lærling med, selvom lærlingen selvfølgelig også skal betales. Her skal du huske, at det arbejde, lærlingen udfører, ellers skulle laves af svenden til den højere timebetaling. Selv en helt ung lærling kan gå til hånde, hente ting, rydde op og lignende, som kan spare svenden arbejde.

Læs mere om klager over håndværkeren

Undgå at betale forud

Som hovedregel skal du først betale for håndværksarbejdet, når det er udført. I nogle tilfælde vil det dog være rimeligt at betale for dele af byggeriet undervejs.

Bliver du bedt om at betale forud, kan du enten prøve at finde en anden håndværksvirksomhed, der ikke forlanger forudbetaling, eller du kan tilbyde at stille en bankgaranti eller anden form for sikkerhedsstillelse. En bankgaranti sikrer dig mod at miste pengene, hvis firmaet går konkurs, før arbejdet er færdigt, og det giver samtidig firmaet sikkerhed for, at du er i stand til at betale for arbejdet.

Brug af bankgaranti

Der kan være tilfælde, hvor det vil være rimeligt, at betalingen falder i rater efterhånden, som byggeriet skrider frem, fx ved store entrepriser, så du betaler for arbejdet i takt med, at det færdiggøres. Du skal aldrig betale mere, end hvad der præsenterer byggeriets værdi på et givent tidspunkt.

Har du stillet en bankgaranti, er det vigtigt, at det kun er dig, der kan udløse betalingen, så du har mulighed for at tjekke, at håndværkerne er nået så langt som aftalt, før der udbetales en rate.

Det er især i forbindelse med lidt større byggearbejder, nyt køkken, nyt badeværelse og lignende, at en bankgaranti vil være en god ide. Tal med banken om, hvordan man gør, hvilken form for sikkerhedsstillelse der er mest hensigtsmæssig, hvad det koster, og hvem og hvad der kan udløse betalingen.

Går håndværkeren konkurs?

Går en håndværker konkurs, mens håndværkeren arbejder for dig, skal du altid anmelde dit krav til konkursboet.

Er håndværkeren medlem af en garantiordning med konkursdækning, kan du indgive en klagesag til det ankenævn, håndværkeren var medlem af. Får du medhold i ankenævnet, kan du sende din sag til garantiordningen.

Du skal være opmærksom på, at en garantiordning formodentlig ikke vil dække ikke udført arbejde. Det er kun reelle tab på mangler ved det udførte arbejde, der er omfattet. Det er således en rigtig god idé at læse vedtægterne for den garantiordning, man mener at have et krav hos.

Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du indgår en aftale med en håndværker


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?