Skip navigation

Abonnement på streaming, video on demand og Pay-Per-View

Sidst opdateret:

Streaming er online afspilning af digitalt indhold fx tv, bøger og musik. Læs mere om abonnement på streaming, video on demand og Pay-Per-View.

Du kan typisk streame via din computer, tablet, smartphone, spillekonsol, smart TV eller dvd- og Blu-ray-afspiller. Du kan også streame via en såkaldt medieboks, som du slutter til dit tv.

Du kan både streame tv, tv-serier og film, musik, bøger og spil.

Det kan være gratis for dig at streame, fx via biblioteket, men det kan også koste dig penge.

Vurdér dit tv-forbrug, og overvej, om du eventuelt kan erstatte din tv-pakke eller dele af den med et abonnement på streaming.

Gratis prøveperiode på streaming

Mange streamingtjenester tilbyder forbrugerne en gratis periode. Den gratis periode på streming efterfølges ofte af et abonnement på tjenesten.

Før du siger ja til et tilbud om en gratis prøveperiode på streaming, skal du tjekke, hvor længe tjenesten er gratis, og om der reelt er tale om et abonnement. Tjek, hvad du skal gøre, hvis du ikke ønsker at fortsætte med et betalingsabonnement.

Selvom tilbuddet er gratis, skal du give tjenesten dine betalingskortoplysninger. Typisk vil tjenesten trække penge på din konto, når prøveperioden er slut, hvis du ikke selv opsiger aftalen.

Du skal ikke forvente at få besked om, at den gratis periode er slut, og at abonnementet fremover vil koste penge.

Gaveabonnementer og gavekort

Hvis du giver – eller modtager – et gaveabonnement på streaming, så tjek, hvad der sker, når den forudbetalte gaveperiode er udløbet. Tjek fx, om du opretter dig som abonnent, når du indløser gaveabonnementet, og om du fortsætter med et betalingsabonnement, hvis du ikke opsiger abonnementet før udløbet af gaveperioden.

Tjek også gyldighedsperioden, altså hvor lang tid der må gå, før du indløser dit gavekort. Gavekort har en gyldighed på tre år, medmindre andet er aftalt. I nogle tilfælde er der anført en kortere frist på kortet. Hvis det er tilfældet, må den ikke være urimelig kort.

Der findes ingen fast regel for, hvor kort fristen må være. Som udgangspunkt skal fristens længde være rimelig i den aktuelle situation. Hvis en sælger nægter at indløse et gavekort, der er udløbet inden den almindelige tre-årige forældelse, har du mulighed for at klage til Center for Klageløsning, hvis gavekortet har en værdi på 1.050 kr. eller mere.

Et løbende abonnement er uden tidsbegrænsning. Det vil typisk løbe, indtil du opsiger det. Tjek vilkårene for opsigelse, før du indgår aftalen.

Læs mere om streaming - binding, opsigelse og fortrydelsesret

Fakta: Abonnement på streaming

Du kan tegne et separat abonnement på en streamingtjeneste. Eller du kan købe en mobilpakke, hvor du ud over tale, sms og data også får fri adgang til forskellige streamingtjenester.

Du kan også få adgang til at streame musik og film og tv-serier gennem dit tv-abonnement.

Fakta: Video on demand

Ved video on demand lejer du film enkeltvis. Du skal typisk oprette en brugerkonto hos udbyderen, før du kan leje film. Det er gratis at oprette kontoen, så du kan sagtens være registreret hos flere udbydere, uden at det koster dig ekstra.

Hos nogle udbydere skal du løbende sætte penge ind på din konto, som du så kan bruge til at leje film for. Hos andre udbydere betaler du med dit betalingskort, hver gang du lejer en film.

Når du har betalt, har du adgang til filmen i et vist tidsrum, typisk 48 timer. Du kan se filmen lige så mange gange, du ønsker det.

Du kan typisk se filmen på forskellige computere, men du kan ikke se filmen flere steder på samme tid.

Nogle streamingtjenester kræver ekstra betaling, hvis du ønsker at se de nyeste film. Det gælder, selvom du allerede er tilmeldt et betalingsabonnement.

Fakta: Pay-per-view

Nogle sportsbegivenheder, fx boksekampe, bliver udbudt som pay-per-view, hvor du betaler for at se streame enkelte kampe live. Pay-per-view koster ofte flere hundrede kroner.


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?