Skip navigation

Mobilabonnement - opsigelse, binding og gebyrer

Sidst opdateret:

Tjek aftalevilkår, fx om du skal betale gebyrer, og hvor lang tid du har til at opsige dit gamle abonnement, før du tegner et nyt mobilabonnement.

Skal dit gamle telefonnummer flyttes med?

Vil du gerne beholde dit telefonnummer, skal du kontakte dit nye mobilselskab. Det nye mobilselskab vil så flytte nummeret for dig. Husk, ikke at opsige dit nuværende abonnement forinden. Herefter vil dit nye mobilselskab flytte nummeret og på dine vegne opsige dit gamle abonnement.

Nummeret skal være flyttet senest ved udgangen af næstfølgende arbejdsdag, efter dit nye mobilselskab har bedt dit gamle selskab om det. Fristen regnes fra den dato, du har aftalt med dit nye mobilselskab, men flytningen kan tidligst ske, når dit abonnement hos det nye mobilselskab er trådt i kraft.

Selvom det tager kort tid at flytte nummeret, kan der gå længere tid, før du kan blive fri af dit tidligere abonnement, da selskaberne typisk har en opsigelsesfrist på 30 dage. Bindingsperioder og opsigelsesfrister er dog ikke en hindring for at flytte dit nummer, men du skal dog være opmærksom på, at du i en periode fortsat skal betale til dit gamle mobilselskab.

Tjek gebyrerne

Det kan være, at du udover selve prisen for mobilabonnementet skal betale nogle gebyrer. Det kan fx være et oprettelsesgebyr, når du opretter abonnementet.

Nogle mobilselskaber opkræver et administrations- eller terrorlogningsgebyr, og stadig flere mobilselskaber opkræver også et månedligt fakturerings- eller betalingsgebyr. Størrelsen af gebyret afhænger af, om du betaler via betalingsservice, eller om du får tilsendt en faktura via post. Undersøg, om der findes en betalingsmåde, der ikke koster noget, fx en bankoverførsel.

Bindingsperioder og frister for opsigelse

Du har 14 dages fortrydelsesret, hvis abonnementet eller telefonen er købt via nettet. Mobilselskaberne må binde dig til abonnementet i maksimalt seks måneder. Efter fem måneder kan du opsige dit abonnement med en måneds varsel. Der er dog mobilselskaber, som reklamerer med ingen binding, så du kan opsige dit mobilabonnement fra dag til dag.

Hos Energistyrelsen kan du læse mere om, hvor længe du må være bundet til dit mobilabonnement.

Afbetaling af mobiltelefonen

Ønsker du en ny mobiltelefon, kan du vælge at købe den på afbetaling. Du kan vælge at afbetale den over en kortere eller længere periode. Undersøg, om du skal betale for oprettelse, renter og gebyrer i forbindelse med afbetalingen.

Hos Energistyrelsen kan du læse mere om dine rettigheder på teleområdet.

Læs mere om skift af mobilselskab.

Klager over mobilabonnementer

Teleankenævnet behandler klager over mobilabonnementer og en række andre tjenester. Du finder Teleankenævnet her.

Center for klageløsning behandler klager over en række køb af varer og tjenester over mobil, fx virtuelle varer. Læs mere om Center for klageløsning.


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?