Skift af faste aftaler som abonnementer og lån

Overvejer du at skifte abonnement, forsikring eller dit lån hos banken? Følg vores guide, så du kan finde frem til det tilbud, der passer dig bedst.

Tjek priser og vilkår

Gør dig først klart, hvilke behov du har, og hvilke krav du stiller til abonnementet eller produktet.

Det gælder både prisen og de vilkår, der er knyttet til købet. Ønsker du fx et afdragsfrit år på dit nye banklån? Har du specielle krav til din nye forsikring? Eller ønsker du strøm, der er baseret på vindenergi?

Søg efter tilbud på abonnementer, lån mm.

Efter du har afklaret dine behov, så skriv dine ønsker og behov ned. På den måde har du styr på, hvad du skal gå efter, når du kigger efter tilbud. Der er flere måder, hvorpå du kan indhente oplysningerne. Du kan fx:

  • Bruge søgemaskiner på nettet til at finde frem til de enkelte selskaber og deres tilbud
  • Udvælge nogle selskaber, du kender, og gå ind på deres hjemmesider 
  • Bruge portaler på nettet til at sammenligne priser 
  • Kontakte selskaberne via telefon, mail eller i deres butik 
  • Få materiale tilsendt fra selskaberne 
  • Spørge familie og venner om deres erfaringer på markedet 
  • Holde øje med reklamer og medieomtale af produkter

Vurdér tilbud

Når du har indhentet information om de forskellige abonnementer og produkter, er det en god idé, hvis du udvælger de tilbud, der kommer nærmest dine ønsker. Så er det nemmere for dig at skabe overblik, når du skal sammenligne dem.

Derefter kan du vælge at gå i forhandlinger med selskaberne om indholdet af tilbuddene. Det kan du fx gøre ved at henvise til de andre tilbud, du har fundet frem til i din søgning og spørge ind til, om du kan få produktet billigere. Eller du kan spørge, om du eventuelt kan få en ekstra tjeneste med til den samme pris.

Vælg tilbud på abonnement, lån mm.

Inden du endelig vælger det tilbud, der passer dig bedst, kan du en sidste gang forsøge at få finpudset abonnementet eller produktet. Det kan kun betale sig at prøve at prutte om prisen.

Faldgruber – når du skifter

Der kan opstå faldgruber, når du skal skifte. Måske er du lige pludseligt bundet af to forsikringsaftaler? Eller du kan ikke komme ud af et tidligere abonnement på bredbånd med det samme? Det kan også være, du skal betale et gebyr for at opsige din forsikringsaftale tidligere end datoen for den årlige regning (Det vil sige ved hovedforfald)?

Du kan sikre dig mod disse faldgruber ved at læse betingelserne for dine aftaler grundigt igennem. Det gælder både aftalen med dit nuværende selskab og den aftale, du skal indgå med det nye selskab.

Vand og fjernvarme

Du kan ikke skifte selskab, når du får leveret vand og fjernvarme. Når det gælder fjernvarme, kan du vælge en anden opvarmningsform, men du skal ofte fortsætte med at betale for selve driften af fjernvarmeværket, selvom du ikke modtager varme.

Læs mere om abonnementer og opsigelse

Læs mere om skift af mobilabonnement

Læs mere om skift af bredbånd

 

Sidst opdateret: 17. oktober 2017

Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?