Skip navigation

Hvad koster det at betale en regning?

Sidst opdateret:

Det er hurtigt og nemt at betale sin forsikring eller mobilabonnement via Betalingsservice, automatisk kortbetaling eller en MobilePay-betalingsaftale. Men prisen kan variere.

Når du skal betale for en forsikring, huslejen eller et mobilabonnement, er det hurtigt og nemt at oprette en automatisk betalingsløsning, hvor pengene løbende bliver trukket.

Ret ofte har du som forbruger mulighed for at vælge andre løsninger til dine automatiske betalinger end Betalingsservice. Det kan fx være, at virksomheden, du skal betale abonnement til, tilbyder automatisk kortbetaling eller MobilePay Subscriptions. 

Spørg virksomheden, du skal betale hos, hvilke muligheder den tilbyder.

Hvad er Betalingsservice?

Betalingsservice går kort fortalt ud på, at en virksomhed kan hæve direkte på din bankkonto. I nogle tilfælde er det gratis for dig som forbruger at betale via Betalingsservice. Men virksomheden kan opkræve et gebyr i forbindelse med en betaling. 

Derfor er det altid en god idé at tjekke betalingsoversigten, som du får tilsendt, eller den faktura, som du får fra virksomheden. Nogle virksomheder opkræver et såkaldt ”Betalingsservicegebyr”, "PBS-gebyr" eller lignende, mens andre opkræver et ”administrationsgebyr” eller ”håndteringsgebyr”.

  • Der må kun opkræves et gebyr, hvis det er aftalt mellem dig og virksomheden. Gebyret skal holde sig inden for "det rimelige"
  • Hvis man betegner et gebyr som ”Betalingsservicegebyr”, eller "PBS-gebyr", skal gebyret svare til den omkostning, virksomheden har til Mastercard, som ejer Betalingsservice
  • Ved ”administrationsgebyr” eller ”håndteringsgebyr” kan gebyret være højere, uden at det er i strid med markedsføringsloven. Her bør du undersøge, om du kan få det billigere – eller helt slippe for det – hos en anden virksomhed

Hvad er automatisk kortbetaling?

Ved automatisk kortbetaling accepterer du, at virksomheden gemmer dine betalingskortoplysninger, så beløbet bliver trukket automatisk fra dit kort ved senere betalinger.

Du skal give samtykke til, at dine kortoplysninger bliver genbrugt. Læs mere her.

Ved automatisk kortbetaling får du ikke – ligesom ved Betalingsservice – sendt en samlet oversigt over dine faste betalinger, men du kan se betalingerne på din kontooversigt.

Hvis betalingsaftalen giver virksomheden mulighed for at trække andre beløb end det faste beløb, eller hvis tidspunktet for betalingen ikke er bestemt på forhånd, skal du dog have besked i god tid, før pengene bliver trukket fra din konto. Du skal have en frist på minimum 8 dage til at forhindre, at pengene bliver trukket fra din konto. Du skal desuden have mulighed for at få tilbageført beløbet i op til 14 dage, efter at betalingen er gennemført.

Virksomheden behøver ikke varsle dig, hvis den kun trækker et fast beløb på et forud fastsat tidspunkt. Det gælder, uanset om aftalen giver den mulighed for at trække et højere beløb.

Hvad er MobilePay Subsricptions?

Ved MobilePay Subscriptions tilmelder du dig en automatisk betalingsaftale via din mobil. Betalingerne foregår enten som betalingskorttransaktioner eller kontooverførsler. Du kan se en oversigt over betalingsaftalerne i app’en.

Både automatisk kortbetaling og MobilePay Subscriptions er som udgangspunkt gratis for dig som forbruger at benytte, fordi virksomheder ikke må opkræve et gebyr hos forbrugerne, hvis betalingen sker med de mest almindelige betalingskort som Dankort, Visa og Mastercard.

Kunne du bruge siden?