Hvis virksomheden vil følge Forbrugerklagenævnets afgørelse, har virksomheden en frist på 30 dage til efterleve nævnets afgørelse.
Hvis virksomheden ikke efterlever afgørelsen
Forholder virksomheden sig passivt, og efterlever den ikke afgørelsen, kan du få dine penge ved hjælp fra Fogedretten. Nævnenes Hus kan vejlede dig om fremgangsmåden
Meddeler virksomheden Nævnenes Hus, at den ikke vil efterleve afgørelsen, kan sagen ikke tvangsfuldbyrdes i fogedretten. I stedet kan Nævnenes Hus hjælpe dig med at indbringe sagen for domstolene. Virksomheden kan også vælge at indbringe sagen for domstolene.
Firmatjek
Firmatjek er Nævnenes Hus’ liste med virksomheder, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser.
På Nævnenes Hus' hjemmeside kan du se, hvilke virksomheder der er på Firmatjek
Betaling – hvis du går videre med sagen til domstolene
Hvis du går videre til domstolene med sagen, kan Nævnenes Hus dække de omkostninger, der ligger ud over det, dine egne forsikringer dækker.
Det gælder både i tilfælde af, at du selv indbringer sagen for domstolene, eller hvis det er virksomheden, der har anlagt sagen.
Har du en retshjælpsforsikring eller en anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, skal du bruge den først. Nævnenes Hus kan efter ansøgning betale de omkostninger, der overstiger forsikringens maksimum eller en eventuel selvrisiko.
Har du haft udgifter i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse eller et forlig, kan Nævnenes Hus også betale disse omkostninger.
Ønsker du erstatning, ud over klagenævnets afgørelse, må du selv betale sagsomkostningerne for den del af sagen.