Kundeklubber og bonusprogrammer

Kundeklubber og bonusprogrammer. Har du styr på butikkernes tilbud? Få råd om, hvad du skal være opmærksom på, før du tilmelder dig.

Kundeklubber

Du skal være medlem af kundeklubben for at få adgang til tilbuddene. Det vil sige, at butikken skelner mellem medlemmer og ikke-medlemmer.

Det skal være frivilligt for dig at tilmelde dig en kundeklub. Butikken kan bede om flere oplysninger om dig, fx dit personnummer og dine fritidsinteresser, men du kan normalt tilmelde dig kundeklubben uden at afgive dem.

Der er forskel på, hvad kundeklubberne tilbyder deres medlemmer. Nogle klubber giver medlemmerne rabat på varer og ydelser. Det kan fx være, at du får rabat på butikkens varer, når du har fødselsdag eller andre særlige medlemsfordele.

Andre kundeklubber kører med et særligt pointsystem, hvor kunden samler point sammen, som senere fx kan indløses for penge eller bruges til at købe varer for.

Du skal være opmærksom på

  • Om du sparer penge på tilbuddene, eller om du kan få varerne billigere et andet sted
  • Om du har brug for de varer, butikken tilbyder
  • Om du får rabatter på alle varer i butikken, eller om det kun gælder udvalgte varer
  • Om du skal bruge de opsparede bonuspoint på et bestemt tidspunkt eller under særlige betingelser, fx om du kun kan bruge dem på bestemte varer
  • Om du ønsker at modtage nyhedsbreve fra butikken
  • Om du skal afgive personlige oplysninger for at blive medlem, og hvilke oplysninger der er tale om (fx dit køn, dit telefonnummer eller din fødselsdato.)

Børn og kundeklubber

Nogle kundeklubber retter sig mod børn. Skal dit barn være medlem, gælder der særlige regler. Dit barn må ikke selv melde sig ind i en kundeklub. Du skal give dit samtykke. Det skal tydeligt fremgå, hvad du giver dit samtykke til, og hvordan du eventuelt trækker det tilbage igen.

Du kan fx give dit samtykke per mail eller per post.

Er dit barn under 16 år, må kundeklubben desuden ikke sende reklamer direkte til dit barn. Butikken skal sende reklamer og nyhedsbreve til dig i stedet for.

Flyrejser og bonusprogrammer

Flere flyselskaber har deres eget bonusprogram. Jo mere du rejser for, desto flere bonuspoint optjener du til fx at købe nye flybilletter for.

Som kunde optjener du bonuspoint, når du køber alt lige fra flybilletter til hotelophold.

Nogle flyselskaber tilbyder desuden deres kunder, at de kan få et særligt betalingskort, fx et MasterCard. Når du bruger betalingskortet til fx at købe benzin eller shoppe for, optjener du ligeledes point.

Du skal være opmærksom på:

  • Hvordan du optjener bonuspointene
  • Hvad du kan bruge bonuspointene til
  • At flyselskabet ikke løbende må slette den bonus, du har optjent
  • Om den bonus, du har optjent, bliver forældet efter et vist antal år
  • At de bonuspoint, du opsparer, typisk er personlige, men at du kan bruge dem til at købe flybilletter mm. til fx familie og venner

Kreditaftaler og betalingskort

I nogle kundeklubber får du et medlemskort, der egentlig er en kreditaftale eller et betalingskort. Dit medlemskort kan være:

  • Et betalingskort (konto- eller kreditkort), som du kan betale med, når du handler i butikken eller hos butikkens eller indkøbsforeningens samarbejdspartnere. Det kan være et kreditkort, hvortil der er knyttet et lån, som du skal betale renter af
  • Et rent fordelskort, der giver dig adgang til særlige medlemstilbud, når du benytter det i butikken eller i de butikker, der er knyttet til aftalen
  • Et kombineret fordels- og kreditkort

Er kortet et betalingskort, er det typisk udstedt af butikken selv i samarbejde med en bank. Kortet vil typisk være knyttet til en særlig bankkonto, der er oprettet til formålet. Der er forskel på, hvordan de forskellige tilbud er sammensat, og hvilke vilkår der er knyttet til.

Første bankdag i hver måned vil du typisk skulle overføre det beløb, du har brugt, til din medlemskonto - enten via Betalingsservice, netbank eller indbetalingskort.

Tillader butikken, at du køber varer på kredit med kortet, vil der være et loft for, hvor stor din kassekredit må være, og du skal typisk betale en månedlig rente for det beløb, du skylder.

Du skal være opmærksom på:

  • Hvor meget du skal betale i rente til banken, hvis du køber varer på kredit. Undersøg altid, hvad de årlige omkostninger i procent (ÅOP) er
  • At det kan ende med at blive meget dyrt for dig at købe varer på kredit
  • Hvad det koster at have kortet. Fx om du skal betale gebyrer i forbindelse med medlemsskabet

 Læs mere om kundeklubber og rabatkoder: