Fester

Skal du holde fest? Det er vigtigt at have klare aftaler, når du skal leje lokaler, festtelt og andet udstyr som fx fadølsanlæg, jukebox, borde og stole.

Vi har samlet en række gode råd, når du skal leje telt, lokaler og andet til festen.

Forberedelser inden festen

Meget af successen ligger i dine forberedelser. Du skal i god tid gøre dig klart, hvad du nøjagtigt ønsker at bestille eller leje. Sørg for at have dine aftaler – også om pris – på skrift, og tjek med det samme ved leveringen, om alt er i orden. Hvis der mangler noget, så klag straks til virksomheden.

Klare aftaler med virksomheden

Tjek aftalevilkårene grundigt, når du bestiller lokale og de øvrige ting. Vær sikker på, hvordan du er stillet, hvis du må aflyse festen – og tjek også, om virksomheden kan aflyse sine aftaler med dig.

En aftale er bindende, uanset om den er skriftlig eller mundtlig.

Men der kan godt være tilføjet nogle særlige vilkår til en skriftlig aftale, som du skal være opmærksom på. Vær også opmærksom på, at aftaler kan forældes efter et stykke tid og kan ændres med et rimeligt varsel til forbrugeren.

Pas på telt, fadølsanlæg og jukebox

Når du lejer ting, fx stole og borde, fadølsanlæg eller en jukebox, så pas godt på det hele, mens du har det i din varetægt. De ting, som skal sluttes til strøm, skal du fx ikke lade stå udenfor om natten efter, at gæsterne er gået hjem. Så risikerer du, at det går i stykker, og du skal erstatte det.

Sørg også for, at der fx ikke løber øl ud af fadølsanlægget. Mange udlejere fraskriver sig det meste af ansvaret for de skader, anlægget eventuelt volder på omgivelserne.

Returnering af fustager

Langt de fleste udlejere af fadølsanlæg tager imod og returnerer pengene for ubrudte fustager, der leveres tilbage. Det gælder også for vin, som langt de fleste steder kan leveres tilbage til forhandleren, hvis flaskerne er uåbnede.