Haveredskaber, havemøbler og planter

Her kan du læse mere om, hvad du skal tjekke, før du køber haveredskaber, havemøbler og planter. Og du kan få svar på, om du kan fortryde dit køb af ting til haven.

Tjek prisen flere steder, før du køber haveredskaber, havemøbler og planter. Der kan være penge at spare.

Undersøg også, om butikken giver garanti på dyre produkter som fx græsslåmaskinen.

Fortrydelsesret - haveredskaber, havemøbler og planter

Køber du de nye haveredskaber eller de nye havemøbler på nettet, har du altid 14 dages fortrydelsesret.

Vær opmærksom på, at der som udgangspunkt også er fortrydelsesret på planter og træer købt på nettet, medmindre de hurtigt bliver forringede eller forældede. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering.

Fysiske butikker, fx havecentre og planteforretninger, kan selv vælge, om de vil give dig returret på dit køb. Undersøg, om de tilbyder det, hvis det har betydning for dit valg af butik.

Klager over haveredskaber og havemøbler

Du har altid to års reklamationsret, hvis der er en fejl på varen, som sælgeren er ansvarlig for.

Opdager du en fejl på haveredskabet, fx græsslåmaskinen, så klag hurtigst muligt til butikken. Kontakt butikken skriftligt, fx via mail eller brev, så du kan dokumentere, at du har klaget.

Afviser butikken din klage, kan du gå videre med din sag til Center for Klageløsning.

Husk, at det kan være nødvendigt, at du vedligeholder havemøblerne og haveredskaberne, hvis du senere vil have ret i en klagesag. Stil møblerne et overdækket sted, fyld olie på græsslåmaskinen og motorsaven, og lad ikke redskaberne ligge og flyde.

Læs mere om reklamationsret

Køb af planter i udlandet

Du kan købe planter til privat brug i udlandet, fx på rejser eller over nettet. Se, hvilke regler der gælder.

  • Køb i andre EU-lande

Du må som forbruger gerne købe planter og frø i andre EU-lande til privat brug. 
En række planter skal dog være mærket med et plantepas, som betyder, at de har været igennem en plantesundhedskontrol. Du finder en liste over disse planter på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside.

Derudover skal du være opmærksom på, at det er forbudt at indføre en række udryddelsestruede planter til Danmark. Læs mere på Landbrugs- og Fiskestyrelsens hjemmeside.

  • Køb på rejsen

Som udgangspunkt skal du være varsom med at bringe planter med hjem fra rejsen. Gør du det, findes der regler for, hvilke planter og frø du må tage med hjem til personlig brug og i hvilke mængder.

Hvor meget du må bringe med hjem i håndbagagen, afhænger af, om du rejser fra et EU-land, et europæisk ikke-EU-land eller et land uden for Europa.

Læs mere om rejsereglerne på Landsbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside.


Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter