En erhvervsdrivende reklamerede i foråret 2000 med forskellige køtilbud. Tilbudene omfattede bl.a. én græsslåmaskine af mrk. Stiga Rotor Turbo 530, der var nedsat fra 4.995 kr. til 2.995 kr. Udsalget skulle starte lørdag den 6. maj 2000 kl. 8.00.
En forbruger, der boede ca. 30 km væk fra forretningen, kørte derfor om morgenen hen til forretningen og stillede sig i kø, idet han ville købe græsslåmaskinen. Mens forbrugeren stod i køen, blev han klar over, at de fire foranstående i køen skulle have andre varer, og at han derfor ville være den heldige, der kunne købe græsslåmaskinen.
En ekspedient gik rundt til de personer, der havde stillet sig i køen og skrev op, hvilke køtilbud de enkelte personer var interesserede i. Da turen kom til forbrugeren, fik han imidlertid oplyst, at græsslåmaskinen allerede var solgt dagen forinden til fuld pris.
Forbrugeren klagede til Forbrugerklagenævnet, da han mente, at den erhvervsdrivende måtte være forpligtet til at sælge ham en tilsvarende plæneklipper på tilbud, når de havde annonceret med det.
Den erhvervsdrivende oplyste, at det var en fejl, at en af forretningens ekspedienter havde solgt maskinen inden udsalget. Da man konstaterede dette dagen forinden udsalget blev der sat et skilt i glasindgangspartiet, hvor man bekendtgjorde fejlen.
3 nævnsmedlemmer udtalte, at prisangivelser i annoncer, reklamer og kataloger ikke skal betragtes som bindende tilbud men som opfordringer til forbrugere om at afgive tilbud. Dette skyldes, at den, som ser annoncen, ikke har sikkerhed for, at oplysningerne ikke senere vil blive ændret, jf. købelovens § 76, stk. 2, hvorefter en køber ikke kan påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning, der bliver rettet senest ved indgåelse af aftalen. Den pågældende har heller ingen sikkerhed for at få mulighed for at købe varen, inden den er udsolgt. Prisannoncer er derfor ikke i almindelighed egnede til at skabe en berettiget forventning om, at den blotte accept af den annoncerede pris i sig selv vil være tilstrækkelig til at bringe en aftale i stand.
De 3 nævnsmedlemmer fandt derfor ikke, at annoncen var bindende for den erhvervsdrivende. De fandt heller ikke, at den erhvervsdrivende havde haft mulighed for i en ny avisannonce til samme kreds af modtagere som den første annonce eller på anden måde at oplyse om salget af græsslåmaskinen. Til gengæld havde den erhvervsdrivende opsat et skilt og havde straks ved forbrugerens henvendelse i forretningen gjort opmærksom på fejlen.
2 nævnsmedlemmer udtalte, at når henses til, at der var tale om annoncering af en specifik plæneklipper, hvor art, kvalitet og pris udtrykkeligt var angivet, og som solgtes til den første i køen på et specifikt tidspunkt, kunne en forbruger ved at stille sig forrest i køen få en berettiget forventning om, at han kunne købe varen til den anførte pris. Disse nævnsmedlemmer fandt derfor, at den pågældende annonce var et bindende tilbud, og da der ikke var sket berigtigelse senest samtidig med tilbuddets fremsættelse, burde forretningen have forsøgt at fremskaffe en tilsvarende græsslåmaskine eller have solgt forbrugeren en af tilsvarende kvalitet.
Afgørelse blev truffet i overensstemmelse med stemmeflertallet. (2000-352/7-79)