Fotoprinter – hvor længe skal man kunne skaffe farvepatroner?
0%
Det kan være en mangel ved varen, hvis reservedele og andet udstyr til en vare, fx farvepatroner til en printer, ikke er til at få fat i, inden for de to år efter købet, hvor købelovens reklamationsret gælder. Bliver en vare derefter ubrugelig, fordi reservedelene ikke kan skaffes, er der ikke noget at gøre ved det.
Spørgsmål:
Jeg vil spørge, om vi ikke er blevet snydt i forbindelse med et køb af en fotoprinter. Vi købte printeren for 2½ år siden, men har næsten ikke brugt den. For nyligt skulle vi have nye farvepatroner, men dem kunne man ikke længere få. Vi har prøvet mange steder, men de er helt udgået. Har vi ikke krav på at få tilbudt en anden printer, når tilbehøret ikke kan skaffes?
Svar:
Da printeren er over to år gammel, kan I ikke længere stille krav til sælgeren om ombytning eller erstatning for den værdiløse printer. Der er ingen regler for, hvor længe der skal kunne købes reservedele og udstyr til en vare, men det kan være en mangel, hvis de ikke kan skaffes i de to år, der er reklamationsret. Det kan bl.a. afhænge af varens art og pris, og hvilken del det drejer sig om.