Svar:
Når du køber en brugt bil, må den gerne være slidt, men den må ikke være slidt op. Der vil selvfølgelig være forskel på, hvad du kan forlange af en bil, der er tre år gammel og en der er 15 år, men udgangspunktet er, at gearkassen skal fungere. Jo nyere bilen er, jo bedre stand skal gearkassen være i.
Hvis gearkassen er fejlbehæftet eller meget slidt, har sælger mulighed for at tage et konkret forbehold, så du allerede ved købet er klar over, at gearkassen enten skal repareres eller udskiftes.
Hvis sælgeren ikke har taget et konkret forbehold for fejl ved gearkassen, må udgangspunktet være, at bilen er mangelfuld. Du kan så have krav på enten at få bilen repareret eller få et afslag i prisen inden for købelovens reklamationsret på to år.
Det kan du gøre
- Klag til sælger, så snart du bliver opmærksom på problemet
- Hvis sælger ikke vil reparere eller opbytte til en anden gearkasse i rimelig stand, kan du klage til Forbrugerklagenævnet, hvis bilen har kostet mellem 10.000 kr. og 100.000 kr.
- Hvis bilen har kostet mere end 100.000 kr. kan du gå til en advokat eller klage til Ankenævnet for biler
Listen af spørgsmål og svar opdateres jævnligt ud fra de spørgsmål, som Forbrugerstyrelsen modtager via telefonhotline, klagesager etc.
Sidst opdateret:
21. november 2011
Giv din vurdering af denne side