Sommeren banker for alvor på døren, og snart vil tusindvis af festivalgæster strømme ind til koncerter rundt omkring i Danmark.
For at undgå problemer, når du køber billetter til sommerens musikfestivaler, er der en række gode råd, som er værd at følge.
”Det er altid en god idé at købe din billet hos de officielle salgssteder, når det er muligt. På den måde undgår du for eksempel falske billetter,” siger Uffe Foged Jespersen, der er jurist i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Hvis du vil videresælge din billet
Uffe Foged Jespersen påpeger, at det i Danmark er ulovligt at videresælge eller udbyde billetter til en højere pris, end de oprindeligt har kostet hos de officielle salgssteder. Det gælder både for professionelle billetsælgere og for privatpersoner.
”Hvis du selv bliver forhindret i at deltage i festivalen og af den grund bliver nødt til at videresælge din billet, må du derfor ikke tage overpris for den,” siger Uffe Foged Jespersen.
Han råder forbrugerne til altid at bruge deres sunde fornuft, når de køber festivalbilletter. Blandt andet er det en god idé at kontrollere, at oplysningerne på billetten er korrekte. Fx festivalnavn, dato, sted mm.
Forbrug.dk lancerer i dag et nyt tema om festivaler, hvor du finder en række gode råd og tips til, hvordan du får det bedste ud af din festivaloplevelse.
7 gode råd når du køber festivalbillet:
- Køb som udgangspunkt din billet hos de officielle salgssteder.
- Hvis du køber billet hos en anden sælger end de officielle salgssteder, så vær sikker på, at du har sælgerens kontaktoplysninger.
- Søg eventuelt efter oplysninger om sælgeren, inden du køber billetten.
- Brug din sunde fornuft og kontrollér, at oplysningerne på billetten er korrekte.
- Hvis du er i tvivl om billettens ægthed, kan du eventuelt kontakte de officielle salgssteder og få tjekket, om billetten er valid.
- Vær opmærksom på, at det i Danmark er ulovligt at udbyde og videresælge billetter til en højere pris, end de oprindeligt har kostet (inkl. gebyrer).
- Vær opmærksom på, at du ikke har en lovfæstet fortrydelsesret – hverken når du køber billetter på nettet eller hos et fysisk salgssted.
Læs temaet om festivaler på forbrug.dk.
Læs mere om køb af billetter på forbrug.dk.
Yderligere oplysninger
Pressemedarbejder i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Maj Weise Christiansen, tlf. nr. 32 66 90 59
Sidst opdateret:
27. juni 2011
Giv din vurdering af denne side