Har man som forbruger sat sig ind i, hvad der gælder, når man køber en vare, kan man undgå, at der senere opstår konflikter i butikken. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har spurgt til forbrugernes viden om, hvad der gælder i forskellige købssituationer.
To års reklamationsret
Kun lidt over halvdelen af forbrugerne ved, at de har reklamationsret i to år – dvs. at de som udgangspunkt har ret til at klage og få deres vare repareret eller ombyttet gratis i op til to år efter købet, hvis den går i stykker. Og knap hver tredje er ikke klar over, at de skal kunne fremvise deres kvittering i butikken for at kunne benytte sig af deres reklamationsret.
Ikke lovbestemt fortrydelsesret
Desuden tror to ud af tre forbrugere fejlagtigt, at de har en lovbestemt fortrydelsesret i butikken. Selvom mange butikker tilbyder enten at bytte varen eller give pengene retur, er det ikke noget, butikkerne har pligt til ifølge lovgivningen. Det er en service, de kan vælge at tilbyde deres kunder. Den samme regel gælder dog ikke for køb på nettet i Danmark, hvor man som udgangspunkt altid har 14 dages fortrydelsesret – en rettighed, som de fleste forbrugere kender til.
Se mere om undersøgelsen
Oprettet:
8. december 2011
Giv din vurdering af denne side