Gå til resume Gå til indhold

Flyselskab afviste gravid flypassager uden lægeerklæring

Nyhed

Det er dit eget ansvar at tjekke, hvor langt henne du må være i din graviditet for at kunne rejse med fly, viser en netop afgjort sag fra Forbrugerklagenævnet. Tjek altid på forhånd, om flyselskabet kræver, at du har en lægeerklæring med, lyder rådet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Gå til indhold

Der er grænser for, hvor langt henne du må være i din graviditet, hvis du skal ud at rejse med fly. Ifølge flybranchens retningslinjer bør gravide kvinder ikke flyve i de sidste uger af deres graviditet, og som passager er det dit eget ansvar at tjekke, om flyselskabet fx kræver, at du har en lægeerklæring med.

Det viser en netop afgjort sag fra Forbrugerklagenævnet, hvor et ægtepar havde været fire uger i Jordan. Da parret skulle rejse hjem igen, blev de imidlertid bedt om at stige af flyet. Kvinden var 33 uger henne i sin graviditet og kunne ikke fremvise en lægeerklæring, der viste, at hun var frisk nok til at flyve. Ægteparret købte derfor nye flybilletter og fik fat i en lægeerklæring. Da lægeerklæringen var på arabisk, afviste flyselskabet dog i første omgang at lade ægteparret rejse med flyet. Parret fik fat i en lægeerklæring på engelsk og kunne derefter rejse hjem.

Efterfølgende henvendte parret sig til flyselskabet for at få ekstraudgifterne til blandt andet de nye flybilletter dækket. Flyselskabet afviste dog klagen med, at parret hverken før eller efter købet af flybilletterne havde spurgt flyselskabet om, hvor langt henne kvinden måtte være i sin graviditet for at kunne rejse med flyet.

Sagen endte i Forbrugerklagenævnet, hvor ægteparret tabte sagen.

”Forbrugerklagenævnet har i afgørelsen lagt vægt på, at det er almindeligt kendt, at der gælder særlige regler for gravide, der rejser med fly. Som gravid bør du altid undersøge, hvilke regler der gælder for det flyselskab, du rejser med. Det er derfor en god idé på forhånd at undersøge flyselskabets regler, inden du køber flybilletterne,” siger specialkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Henrik L. Sedenmark.

Han tilføjer, at parret i den konkrete sag burde have kontaktet flyselskabet inden rejsen for at høre nærmere om reglerne for flyrejser og graviditet.

”Ægteparret burde have undersøgt, hvor langt henne kvinden måtte være i sin graviditet for at kunne flyve, og om flyselskabet krævede, at hun havde en lægeerklæring med,” siger Henrik L. Sedenmark.

6 gode råd hvis du er gravid og skal rejse med fly

  • Ifølge reglerne fra IATA, ruteluftfartsselskabernes internationale brancheorganisation, bør gravide ikke flyve i de sidste uger af deres graviditet
  • Tjek altid flyselskabets hjemmeside, før du skal ud at flyve. Flyselskabet fastsætter selv betingelserne for, hvornår du som gravid er for langt henne i din graviditet til at kunne rejse med fly
  • Vær opmærksom på, at flyselskaberne kan kræve, at du har en lægeerklæring med eller har udfyldt en særlig formular
  • Undersøg, om flyselskaberne stiller krav om, hvor gammel lægeerklæringen må være
  • Vær opmærksom på, at flyselskaberne kan kræve, at lægeerklæringen skal være på engelsk
  • Kabinepersonalet og kaptajnen har ret til at afvise gravide, hvis de vurderer, at der er risiko for komplikationer under flyrejsen

Kilde: forbrug.dk

Pressekontakt:

Pressemedarbejder i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Maj Weise Christiansen, tlf. 41 71 51 88.

Sidst opdateret:   21. september 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Video: Bliv bedre til at prutte om prisen
Det kan være svært at vide, hvis du aldrig har prøvet det før. Her kommer forbrugernes egne bud på de bedste strategier.
Rejse med kæledyr
Her kan du læse om, hvilke dyr der defineres som kæledyr, og hvilke regler, du skal kende, når du rejser med dem.
Der gælder særlige regler for det, der hedder pakkerejser. Nogle pakkerejser er sat sammen af bureauer, men du kan også selv sammensætte din rejse, så du er dækket af reglerne for pakkerejser.
Din oplysningspligt
Du har som erhvervsdrivende pligt til at give kunden en række oplysninger om din virksomhed, om varen og om kundens fortrydelsesret.
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.