Gå til resume Gå til indhold

Den offentlige forbrugerportal - Vi hjælper dig med råd, rettigheder og klager

Det betaler sig at tjekke bilreparationen

Nyhed

Den dyreste mekaniker i Svendborg-området tager godt 5.000 kroner for at skifte bremseskiver på en ældre Berlingo. Den billigste tager godt 3.000 kroner for reparationen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står bag et nyt pristjek.
Gå til indhold
En svendborgenser, der får nye bremseskiver og -væske på en 13 år gammel Citroën Berlingo og vælger den dyreste mekaniker, kan spare 38 procent eller 1.949 kroner ved i stedet at vælge det billigste værksted. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Prisen hos den dyreste mekaniker tager dog udgangspunkt i de dyreste reservedele. Værkstedet oplyser, at reparationen kan blive billigere, hvis billigere reservedele kan passe på bilen. Den billigste mekaniker oplyser ikke, om der er mulighed for reservedele i forskellige prisklasser.

Undersøgelsen sammenligner heller ikke værkstedernes serviceniveau.

”De færreste af os er i stand til at vurdere, om mekanikerens tilbud er rimeligt eller ej. Når der samtidig er meget store prisforskelle, så der er ekstra grund til at se sig for. Spørg for eksempel ind til, hvilke reservedele, værkstedet bruger,” siger Niels C. Beier, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Wilke har ringet til 12 mekanikere i Svendborg-området for at indhente priser på reparationen. Tre af mekanikerne kunne først oplyse en nøjagtig pris, hvis de så bilen. Priserne for turen på værkstedet fra de resterende ni mekanikere svinger fra 3.187 kroner til 5.136 kroner. De penge, som fynboen sparer ved at tjekke priser og kvalitet hos flere mekanikere, kan derfor dække udgifterne til et lille kør selv-weekendophold med familien.

”Det gamle råd om, at man ikke skal tage det første og bedste, gælder også, når det kommer til bilreparationer. Tallene taler næsten for sig selv,” siger Niels C. Beier.

Det kan være svært for forbrugerne at vurdere, om en pris er rimelig, og om kvaliteten af en bilreparation er god.

”Vores tidligere undersøgelser viser, at forbrugere, der stiller krav, ofte opnår fordele. Desværre viser de også, at en stor del af forbrugerne er meget loyale over for deres mekaniker. De forsøger ikke at forhandle om prisen, og de tjekker ikke, om andre mekanikere kunne være bedre”, lyder det fra Niels C. Beier.

En undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra 2015 viser, at 83 procent af bilejerne brugte det samme bilværksted som gangen før.

Der er frit valg af bilværksted i Danmark. Det betyder blandt andet, at reklamationsretten på bilen ikke kan bortfalde, som følge af, at et af de såkaldt frie værksteder har serviceret bilen i stedet for et mærkeværksted. Hvis en reparation er dækket af garantien eller reklamationsretten, kan der dog være krav om, at et bestemt værksted skal udføre reparationen.

Wilke har indhentet priser til undersøgelsen fra i alt 12 værksteder i Svendborg-området, der tilbyder at skifte skifte bremseskiver og –væske på en Citroën Berlingo fra 2003. Priserne er indsamlet i perioden 31. oktober - 3. november 2016.


Tjekliste, når du vælger bilværksted:

  • Spørg mindst to værksteder om tilbud. 
  • Ved du, hvilken reparation, du skal bruge, så brug tid på at google den på forhånd. Du får en viden, som fx du kan bruge i en forhandlingssituation.
  • Undersøg om du kan få en lånebil, og hvad den koster
  • Spørg ind til, hvilke reservedele, værkstedet benytter. Er bilen af ældre årgang, så overvej brugte reservedele
  • Hør om der er garanti på reparationen eller reservedelen
  • Tjek brugeranmeldelser på nettet
  • Aftal præcis hvad der skal laves på bilen. Du kan evt. benytte FDM’s reparationsaftale
  • Aftal, at mekanikeren skal ringe dig op, hvis han vil lave reparationer ud over det aftalte

Pressekontakt

Kommunikationschef Hanne Arentoft i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, telefon 41 71 50 98.

Sidst opdateret:   13. februar 2017