Gå til resume Gå til indhold

Værdifuldt headset gik i stykker under flyrejse

Nyhed

Vær forsigtig med at lægge værdifulde og skrøbelige genstande i din indtjekkede bagage, når du skal rejse med fly. Hvis de går i stykker, har du ikke altid krav på at få dit tab dækket, viser en ny afgørelse fra Forbrugerklagenævnet.

Gå til indhold

På en flyvetur fra København til Orlando, USA, var en passager så uheldig, at hans kuffert og et headset, der lå deri, blev ødelagt. Passageren klagede derfor til lufthavnspersonalet.

Han sendte også en skriftlig klage til flyselskabet, og da han ikke hørte fra flyselskabet, købte han et nyt headset. Passageren kontaktede derefter flere gange flyselskabet og krævede erstatning for den ødelagte kuffert og for headsettet.

Flyselskabet tilbød at dække 80 procent af kuffertens værdi, men afviste at erstatte headsettet. I den forbindelse henviste flyselskabet til aftalevilkårene, hvori det fraråder passagerer at medbringe værdifulde genstande i den indtjekkede bagage.

Sagen endte i Forbrugerklagenævnet, hvor passageren fik delvis ret i sin klage.

”Forbrugerklagenævnet slog fast, at passageren har krav på at få erstatning for den ødelagte kuffert. Flyselskabet har ifølge lovgivningen ansvaret for, at din bagage ikke bliver ødelagt under rejsen,” siger specialkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Henrik L. Sedenmark.

Derimod havde passageren ikke ret til at få erstatning for udgifterne til det nye headset.

”Forbrugerklagenævnet har i afgørelsen lagt vægt på, at det er almindeligt kendt, at indtjekket bagage kan få en hårdhændet behandling under en rejse. Passageren burde have vidst, at der var en risiko for, at der opstod skader på bagagen under rejsen. Som flypassagerer skal du derfor altid være varsom med at lægge skrøbelige og værdifulde genstande i din bagage,” siger Henrik L. Sedenmark.

Er din bagage gået i stykker under en flyrejse?

  • Henvend dig straks til flyselskabet i lufthavnen, og gør opmærksom på, at din bagage er blevet beskadiget under flyrejsen.
  • Sørg for, at lufthavnspersonalet udarbejder en såkaldt PIR-rapport (Property Irregularity Report), hvori det bliver bekræftet, at din bagage er ødelagt. Husk at gemme rapporten, da den skal bruges som dokumentation for, at bagagen er blevet beskadiget.
  • Klag skriftligt til flyselskabet senest 7 dage efter, du har modtaget den ødelagte bagage.
  • Flyselskabet har pligt til at betale erstatning for ødelagt bagage. Det højeste beløb, du kan få, er 1.131 SDR* per passager (ca. 9.800 kr.). Beløbets størrelse afhænger af en konkret vurdering af, hvor stor skaden er.
  • Har du en familie- eller rejseforsikring, som også dækker skaden på din bagage, kan du anmelde skaden til forsikringsselskabet og i stedet få erstatning derfra.

Er din bagage forsinket eller bortkommet under en flyrejse?

  • Dukker din bagage ikke op, så henvend dig straks til flyselskabet. Få udarbejdet en såkaldt PIR-rapport. Gem rapporten.
  • Er din bagage forsinket, skal du senest kræve erstatning af flyselskabet 21 dage efter, at du har modtaget bagagen. Det højeste beløb, du kan få, er 1.131 SDR per passager (ca. 9.800 kr.). Beløbets størrelse afhænger af en konkret vurdering.
  • Har du ikke modtaget din bagage senest 21 dage efter, at den skulle være kommet frem, kan du betragte den som bortkommet. Du kan kræve en erstatning på op til 1.131 SDR per passager for bortkommet bagage.

Læs mere om flyrejser på forbrug.dk.

Pressekontakt:

Pressemedarbejder i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Maj Weise Christiansen, tlf. 41 71 51 88.

* SDR står for special drawing rights. Det er en fiktiv valutaenhed, som administreres af Den Internationale Valutafond (IMF). SDR er baseret på et vægtet gennemsnit af fire store valutaer. SDR bruges fx til at udmåle flypassagerers erstatningskrav.

Sidst opdateret:   12. december 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.