Når forbrugerne køber ting på internettet, så har de 14 dage til at beslutte sig for, om de vil beholde varen, eller om de vil fortryde købet og kræve pengene tilbage. Reglen ligestiller butikskøb med e-handel i forhold til forbrugernes mulighed for at få fingre i produktet, så de kan vurdere om det matcher deres forventninger og behov i forhold til for eksempel størrelse, materialer, og brugervenlighed. Men for at kunne fortryde købet, skal varen leveres tilbage i væsentligt samme stand, som den blev modtaget i. Hvad det præcist vil sige kan skabe konflikter for forbrugere og virksomheder.
- Det er umuligt at trække en præcis streg i sandet for, hvornår en vare er leveret tilbage i væsentligt samme stand. Men hvis du ser på, om du selv ville betale fuld pris for varen i den stand, du leverer den tilbage i, så har du en meget god tommelfingerregel for, om den er leveret tilbage i det der hedder’væsentlig samme stand’ siger Henrik Lundgaard Sedenmark, jurist i Forbrugerklagenævnet.
For eksempel gav Forbrugerklagenævnet en forbruger medhold i en sag, hvor forbrugeren havde sat sensorerne til en vejrstation op udendørs i en uge, før han fortrød købet og sendte vejrstationen retur. Forretningen nægtede at tage vejrstationen retur efter den havde været sat op udendørs. Men Forbrugerklagenævnet medgav forbrugeren, at vejrstationen blev leveret tilbage i væsentligt samme stand, og at forbrugeren derfor kunne kræve pengene tilbage.
En anden forbruger fortrød købet af en mobiltelefon umiddelbart efter, at han havde pakket den ud. Alligevel nåede den at blive ridset og forretningen nægtede derfor at lade købet gå tilbage. Da sagen endte i Forbrugerklagenævnet, afgjorde nævnet, at forretningen var i sin gode ret til ikke at lade købet gå tilbage, da telefonen var synligt ridset.
- Hvis du køber en mobiltelefon på nettet, så kan du godt fortryde købet inden for 14 dage – også selvom du har ringet og sms’et fra den, har fyldt adressebogen med nye kontakter, og har fjernet beskyttelsesfilmen over skærmen og kameralinsen. Men du må ikke behandle varen på en måde, hvor den bliver ødelagt eller ændrer fysisk udseende, hvis du vil bevare muligheden for at fortryde købet, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.
Hvad må du og hvad må du ikke, hvis du vil bevare fortrydelsesretten:
- Du må gerne bryde emballagen til for eksempel tøj, mobiltelefoner, lamper, og lignende for at prøve varen. Du skal dog være opmærksom på, at forretningen i nogle tilfælde kan forlange, at varen returneres i den medfølgende emballage, så undgå at ødelægge den, når du åbner den.
- Af hygiejnemæssige årsager må du ikke tage barbermaskiner, hårtrimmere, elektriske tandbørster, køkkenmaskiner og lignende i brug. Brugen vil efterlade bakterier i maskinerne – også selvom du rengør dem. Dermed er varen ikke i væsentlig samme stand.
- Du må ikke prøve parfume, cremer og lignende, da varen skal leveres tilbage i væsentlig samme mængde, og da brugen kan efterlade bakterier i produktet.
- Du må ikke bryde emballagen på forseglet musik og edb.
- Du må ikke bruge en vare, så den ændrer fysisk udseende eller brugbarhed.
- Du må gerne prøve tøj og sko. Du skal dog være opmærksom på, at du kun må prøve det. Du må ikke tage det i brug ved for eksempel at gå med tøjet til hverdag eller fest eller ved at løbe en tur i de nye løbesko.
- Du må gerne fjerne beskyttelsesfilmen på kameralinser og skærme til mobiltelefoner. Du skal dog være opmærksom på, at det øger risikoen for at lave ridser på skærme og linser. Hvis du laver tydelige ridser på produktet, så kan du ikke fortryde købet. Hvis varen er beskadiget, uden at det er din skyld, har du alligevel ret til at fortryde.
- Du må gerne prøve kameraer, videokameraer, mobiltelefoner og anden elektronik ved at tage billeder, tale i telefonen, og gemme data på sim-kort og andre kort. Men du må ikke tage varen i brug, hvilket vil sige, at du for eksempel ikke må tage et kamera med på ferie eller videofilme et helt bryllup for derefter at levere kameraet tilbage.
Kilde: forbrug.dk