Gå til resume Gå til indhold

Den offentlige forbrugerportal - Vi hjælper dig med råd, rettigheder og klager

Kan jeg klage over slidte sko og støvler?

Spørgsmål / Svar

Er dine nye sko gået i stykket eller blevet slidt meget hurtig meget hurtigt, kan det enten skyldes fejl ved varen, eller at du har brugt dem på en måde, de ikke er beregnet til.
90%
Gå til indhold

Forkert brug

Hvis du fx bruger et par spinkle selskabssko til hverdagsbrug, eller bruger et par indendørs fodboldstøvler udendørs kan du ikke forvente at få ret i en klage over, at de ikke holder særlig længe.

Det samme gælder, hvis du snører dine sko og støvler på en anden måde, end de er beregnet til, eller hvis du har for vane at træde dine sko og støvler af uden at snøre dem op eller lyne lynlåsen helt ned, så de slides forkert.

De fejl der opstår, fordi du ikke bruger skoene rigtigt vil ikke være dækket af reklamationsretten. Se eksempler på skofejl.

Når du ikke er skyld i fejlen

Du kan ikke gøre brug af reklamationsretten, hvis fejlen skyldes forkert brug eller almindeligt slid på skoene. Har skoene derimod en fabrikationsfejl, som var til stede ved købet, så hører det under reklamationsretten. Sådanne fejl er butikkens ansvar, og de kan fx tilbyde dig:

  • Ombytning eller reparation
  • Afslag i prisen
  • Hvis det ikke er muligt at ombytte eller reparere, kan du hæve købet og få pengene retur

Sådan løser du problemet

  • Klag altid til forretningen hurtigst muligt, når du opdager fejlen - print denne artikel og tag den med, eller send den per mail sammen med en beskrivelse af problemet.
  • Lad være med at bruge skoene, efter du har opdaget fejl eller skader.
  • Hvis det ikke er muligt at finde en løsning med butikken, kan du tage sagen videre til Center for Klageløsning, hvis skoene har kostet 650 kr. eller derover.  

Læs mere om

Fejl eller mangler ved varen

Tøj og sko

 

Sidst opdateret:   26. august 2016
 
 
Uddybende spørgsmål fra andre brugere:

Spørgsmål

af Camilla Yoo Kristensen d. 04-12-13 kl. 20:53

Hej
Jeg købte et par Vagabond plateau 3/4 støvler, som efter 3 måneder gik i stykker indeni sålen - den sank sammen og der kom vand ind. Da jeg klagede over det, fik jeg tilbud om et par identisk nye. Dem har jeg nu gået i i 4 måneder (dog kun knap 1,5 af de 4 måneder) og de er sunket sammen i den ene sål igen og er ved det i den anden. Da jeg opdagede det stoppede jeg straks med at gå i dem. Mit spørgsmål er nu - kan jeg forlange at ophæve købet, da skoen jo tydeligvis ikke er lavet af ordentligt materiale, da det er anden gang det sker. Eller kan de tilbyde mig den sammen sko igen og så skal jeg slæbe den hjem og det sammen gentager sig efter nogle måneder og så kan jeg blive ved med at stille op og forlange en ny støvle?
Mvh
Camilla

Svar

af Charlotte , Forbrugerhotlinen
d. 05-12-13 kl. 14:05

85%
Den ombyttede sko har samme fejl

Hvis du har fået ombyttet din vare, fordi den havde en fejl, og den nye vare har den samme fejl, kan det være at hele produktionen har en fejl.
  • Sælgeren kan tilbyde dig at ombytte varen endnu engang 
  • Hvis denne vare ikke er fejlfri, har du ret til at ophæve købet og få dine penge igen 

Spørgsmål

af Anna E d. 11-01-14 kl. 17:13

Jeg købte nogle støvler hvor spændet gik i stykker efter 10 dage.
Butikken tilbød mig pengene retur da de ikke havde støvlerne mere.
Jeg kontaktede en butik i samme kæde der gerne ville sende dem til den pågældende butik. I mellem tiden er skoene blevet nedsat med 50%.
Jeg ærger mig over at jeg ikke straks fik pengene retur og derefter kunne købe de sendte sko med 50%.
Så kan jeg forlange at få ombyttet de nye støvler plus få udbetalt de 50% rabat? Da støvlerne så at sige er blevet mindre værd i mellemtiden.

Svar

af Charlotte , Forbrugerhotlinen
d. 15-01-14 kl. 13:06

79%
Ombytning af støvle

Når du har accepteret en ombytning, har du krav på at få en vare, der er identisk med den, du har købt. Men du kan ikke kræve at få udbetalt penge, fordi varen nu er på udsalg.

Spørgsmål

af Mette Jensen d. 01-07-14 kl. 17:51

Jeg købte et par sandaler i sidste uge, men et pyntespænde er nu gået i stykker mere eller mindre af sig selv. På min kvittering står det "Der gives ikke garanti på hælflikker, pynt på skoene eks. spænder/knapper/ snørebånd/perler/pailetter o.lign.". Dette falder min "mangel" jo så ind under, men mit spørgsmål er så: må sælger virkelig nedsætte reklamationsretten til ingenting for helt nye og ubrugte varer?

Mvh
Mette

Svar

af Pernille , Forbrugerhotlinen
d. 03-07-14 kl. 09:55

79%
Hvad kan jeg forvente af min vare?

Du har to års reklamationsret, når du køber en vare. Reklamationsretten omfatter hele varen. En butik kan ikke fraskrive dig denne ret.

Forskel på garanti og reklamationsret

Der er forskel på garanti og reklamationsret. En garanti består i nogle fordele, som sælgeren tilbyder dig ud over de rettigheder, som du har efter købelovens almindelige regler. En garanti erstatter ikke reklamationsretten efter købeloven.

Hvornår har jeg ret til at klage?

For at kunne reklamere skal der være noget galt med varen, som sælger er ansvarlig for. Sælgeren er ikke ansvarlig for, at varen, eller dele af varen, går i stykker på grund af almindeligt slid. Eksempelvis må man forvente, at et pyntespænde eller pailletter kan blive slidt hurtigere end resten af varen. Man skal dog ikke acceptere, at delene bliver uforholdsmæssigt hurtigt slidt. Det vil altid komme an på en konkret vurdering, om varen har en fejl, sælgeren er ansvarlig for.

Hvad kan du gøre, hvis du mener at du har ret til at reklamere?

  • Print evt. dette svar. Tag kontakt til sælger og fortæl, at du mener, at din vare har en fejl, som sælger er ansvarlig for.
  • Hvis ikke I kan blive enige, kan du sende sælger en skriftlig klage

Spørgsmål

af Charlotte d. 14-01-13 kl. 15:53

Hej.

Jeg har for en måned siden købt et par vintersko i Trend Accessories i Odense. Få uger efter køb gik skoene i stykker - hele sålen faldt af den ene sko.
I dag da jeg var inde for at bytte skoene, var samme slags sko på udsalg til 100 kr. pga. en fejl ved alle skoene. Da jeg købte dem betalte jeg 349 kr. for dem.
I butikken siger de til mig, at jeg hverken kan få et par nye sko eller få pengene retur. Butikschefen sagde, at det havde været anderledes, hvis jeg var kommet hjem med skoene og havde opdaget fejlen. Men på daværende tidspunkt var jeg jo ikke klar over, at der var en fejl ved skoene, hvilket butikken heller ikke var, og derfor mener de ikke jeg har ret til at få et par nye sko eller pengene retur.
Hun sagde ligeledes, at de må sende skoene til reparation 3 gange, før de er forpligtet til at sende mig nye sko, hvilket jeg også er ret sikker på er rigtigt ifølge lovgivningen. Hvis skoene efter 3. reparation bliver ved at gå i stykker, så kan jeg få et par nye sko sagde hun. Men jeg har jo betalt 349 kr. for et par sko, og ville i så fald kun få et par sko, der svarer til 100 kr.
Kan det virkelig passe, at de må gøre sådan efter de 3 reparationer - hvis denne situation da skulle opstå? Og kan det passe, at de hverken skal give mig et par nye sko eller tilbyde mig pengene retur, så jeg skal ud og bruge penge på nye vintersko - igen?

Med venlig hilsen Charlotte

Svar

af Rasmus , Forbrugerhotlinen
d. 21-01-13 kl. 15:09

77%

Erhvervsdrivende er ikke ansvarlig for alle fejl

  • Du har kun et krav over for den erhvervsdrivende, hvis dine sko har en fejl, som den erhvervsdrivende er ansvarlig for.
  • Hvis dine sko har fejl, som sælgeren er ansvarlig for, har du som udgangspunkt mulighed for at vælge mellem at få afhjælpning (reparation), ombytning til ny identisk vare, nedslag i prisen eller ophævelse af købet, så du får købesummen retur mod tilbagelevering af varen. 
  • En sælger kan afvise et krav om nedslag i prisen eller ophævelse af købet ved i stedet at tilbyde ombytning eller afhjælpning. Det betyder, at du som udgangspunkt kan vælge mellem at få skoene repareret eller få et par nye. Dette gælder dog ikke, hvis dit krav er umuligt at opfylde eller hvis opfyldelsen vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger.
  • Hvis det ikke er muligt at ombytte skoene til et par nye fejlfri identiske sko, vil ombytning være umulig. Det er uden betydning for din adgang til ombytning af varen, at prisen efterfølgende er blevet nedsat.
  • En sælger skal foretage afhjælpning eller ombytning inden for rimelig tid. Det fremgår ikke af loven, hvad der er rimelig tid. Som udgangspunkt betyder det, at en sælger kun har ét forsøg til at afhjælpe fejlen. I en række tilfælde har sælgeren dog ret til at forsøge mere end en enkelt gang. Hvor mange gange en sælger må foretage afhjælpning er en konkret vurdering. Hvis en sælger ikke afhjælper fejlen inden for rimelig tid, kan købet hæves.
  • Du kan læse mere om dine rettigheder, når varen har en fejl, som den erhvervsdrivende er ansvarlig for, på vores hjemmeside, her.
  • Du kan læse mere om, hvor mange reparationsforsøg, man skal acceptere, på vores hjemmeside, her.

Spørgsmål

af Nini d. 10-10-13 kl. 15:35

Hej, jeg har købt et par Lanvin sneakers i Kasssandra i oktober 2011 til 3400 kr. De har efter sammenlagt nogle måneders brug givet sig i lammeskindet hvor de er syet fast ved hælen således at der er kommet et regulært hul. Har pga travlhed med små børn og Ph.d projekt ikke fået indleveret dem før her 4 dage før reklamationeretten på de 2 år udløber. Nu har butikken så kontaktet mig og sagt at Lanvin ikke vil reparere dem men at de kan gøre mig den tjeneste at forsøge at få dem repareret ved deres skomager selv om jeg ikke kan se hvordan han vil lappe et regulært hul. Blev ringet op midt i en arbejdssituation og fik sagt ja til skomager - men nu tænker jeg, har jeg noget alternativ?

Svar

af Helle , Forbrugerhotlinen
d. 18-10-13 kl. 16:38

76%

Klag hurtigt

Du har to års reklamationsret, og i de to år, kan du klage over fejl ved varen.

Når du opdager en fejl, skal du klage til butikken inden for rimelig tid.

Hvad der er ”rimelig tid” er svært at sige, men hvis du klager inden der er gået to måneder, fra du opdager fejlen, vil du altid have klaget inden for rimelig tid.

Hvis du er for længe om at klage, har butikken mulighed for at afvise din klage. Det betyder, at du kan miste din ret til fx at få varen repareret.

Din vare har en fejl, som sælgeren er ansvarlig for

Har din vare en fejl, som sælgeren er ansvarlig for, er det som udgangspunkt dig, der vælger imellem:

  • at få en ny identisk vare,
  • at få varen repareret,
  • at få et afslag i købesummen eller
  • at få købesummen tilbagebetalt.
Hvis varen er meget slidt, hvis det ikke er muligt at ombytte eller hvis det vil være urimeligt dyrt at ombytte i stedet for at reparere kan sælgenre afvise at ombytte.

Du kan desuden læse mere om dine rettigheder.

Spørgsmål

af Lizette d. 21-10-13 kl. 21:39

Hej :-)

Tilbage i Juni 2012 fik jeg nogle fine stiletter fra Message i gave.

Jeg er helt vilde med dem, men jeg har kun haft dem på to gange, desværre..

Allerede efter første gang, jeg havde dem på, var stiletterne fuldstændig flosset nedenunder og træet i selve stiletten gik nærmest igennem. Og det skal nævnes, at jeg kun havde dem på i få timer og på helt almindelig vej. Det blev jeg selvfølgelig rigtig ked af, da det alligevel er nogle stiletter til 1000,-. Da jeg så lige vil prøve dem i dag, kan jeg høre, at venstre stilet, den knirker, når man går med den, og det synes jeg ikke helt er i orden..

Jeg vil høre, om dette er noget jeg har mulighed for at reklamere for? For jeg har ærligt ikke lyst til at have et par stiletter til 1000,- stående og samle støv, fordi de nærmest går i stykker af ingenting.. Hvordan forholder jeg mig til dette? Jeg har jo haft dem i lidt over et år nu, så Message kan jo sagtens sige, at jeg har brugt dem forkert og mange flere gange, end de to gange, jeg nævner.

Jeg håber i kan hjælpe.

Mvh. Lizette

Svar

af Charlotte , Forbrugerhotlinen
d. 25-10-13 kl. 16:00

76%

Sko slidt meget hurtigt

Hvis dine sko går i stykker efter, at du kun har brugt dem to gange, og det ikke skyldes, at du har brugt dem på en måde, de ikke er beregnet til, så har du typisk ret til at klage over, at de er blevet slidt meget hurtigt.

Du kan i det tilfælde have krav på at få skoene repareret  eller ombyttet.  Hvis det ikke er muligt, har du ret til at få pengene tilbage.

Du kan desuden læse mere om reklamationsretten og eksempler på fejl ved sko.

Spørgsmål

af Lizette d. 27-10-13 kl. 18:28

Att. Charlotte

Tak for informationen :-)

Jeg har nu været inde med skoene, og de tilbød mig at sende dem til skomageren og få lavet skoene. Dette har resulteret i, at skoenes oprindelige udseende har ændret sig (Til det negative) De har simpelthen lagt en halv sål nedenunder stilettener, så på selve den skrå hæl, kan man se en uddybning, hvilket er rigtig grimt.

Hvad har man ret til at gøre i sådan en situation? For det er da ikke i orden, at man reklamere for en vare og så får selvsamme vare igen med et anderledes udseende.

Svar

af Helle , Forbrugerhotlinen
d. 31-10-13 kl. 13:40

75%

Kvaliteten af en reparation når varen har en fejl

Når man får repareret en vare under reklamationsretten, har man krav på, at reparationen bliver udført således, at man ikke kan se, at varen er repareret.

Hvis ikke det er muligt at reparere varen, har man ret til at få en ny identisk vare – i dit tilfælde et par nye sko. Hvis ikke en ombytning er mulig, kan du kræve dine penge retur.

Spørgsmål

af s erkok d. 14-10-13 kl. 13:21

Hej

jeg har i slutningen af maj måned købt et par sko(mærke Vagabond) fra Jette Riis, men begyndte at bruge dem omkring september. Begge hæle(lidt kilehæl) er gået i stykker!! Jeg har henvendt mig i butikken hvor de oplyser mig at det er almindelig slid! Og at jeg skal tale med selve producenten Vagabond! Kan det virkelig passe??

Jeg vil lige tilføje at jeg kører på arbejde og at jeg ikke har gået med særlig meget ad gangen og at vi har tæppe på arbejde!!

Svar

af Rasmus , Forbrugerhotlinen
d. 21-10-13 kl. 11:42

72%

Sælgeren henviser til producenten

Når der er fejl ved varen, som sælgeren er ansvarlig for, så er det også sælgeren du skal kontakte og sælgeren der skal tage sig af din klage. Når du klager til sælgeren, kan sælgeren derfor ikke tvinge dig til at kontakte producenten eller andre for at få behandlet din reklamation – men det kan nogle gange gøre reklamationsbehandlingen hurtigere og mere smidig.

Er sælgeren ansvarlig for fejlen?

Du har alene et krav over for sælger, hvis problemet med hælene udgør en fejl, som sælgeren er ansvarlig for. Almindelig og forventelig slid er ikke omfattet af reklamationsretten.

Spørgsmål

af Sanne d. 17-07-14 kl. 12:05

Jeg købte den 8. juli 2014 et par Toms sko i butikken Keiser Sko i Aalborg.
Onsdag den 16. juli 2014 opdager jeg, at der er en syning ved elastikken oven på skoen, der er gået op. Torsdag den 17. juli (i dag) går jeg ind i butikken med skoen, i håb om at få et par nye sko eller pengene retur, så jeg kan købe dem i en anden butik (mandag den 21. juli tager jeg på ferie i to uger, og jeg vil gerne have mine nye sko med).
I butikken får jeg at vide at de ikke kan give mig et nyt par og jeg kan ikke få mine penge retur, og at de vil aflevere skoene hos deres skomager senere i dag (den 17. juli), og at skomageren har lukket i morgen (18. juli) og at de først kan være klar "en gang i næste uge"

Mit spørgsmål lyder; Er det korrekt at jeg ikke kan få mine penge retur, når det drejer sig om så nye sko (det er ni dage siden jeg købte dem)? Har butikken altid krav på at reparere skoene, selvom der er tale om helt nye sko?

Hvis jeg kunne få pengene retur, ville jeg kunne gå i en anden butik og købe skoene, og derved kunne få dem med på ferie.

Håber I kan hjælpe, tak.

Svar

af Pernille , Forbrugerhotlinen
d. 23-07-14 kl. 15:43

72%

Hvad har jeg ret til, når der er en fejl på min vare?

Hvis der er fejl på din vare, og sælger er ansvarlig for fejlen, kan du med din reklamationsret vælge mellem følgende løsninger:

  • Du kan kræve at få varen repareret
  • Du kan kræve at få varen ombyttet
  • Du kan kræve et afslag i prisen
  • Du kan kræve at hæve købet

Når sælger tilbyder reparation eller ombytning

Hvis sælger tilbyder at reparere eller ombytte varen, kan du som udgangspunkt ikke kræve et afslag i prisen eller ophævelse af købet. Det er fortsat dit valg, om du vil have repareret eller ombyttet varen, medmindre sælger kan godtgøre at den beføjelse, du har valgt, er umulig eller uforholdsmæssig omkostningsfuld. Det er sælger der skal bevise, at den beføjelse du har valgt er umulig eller uforholdsmæssig omkostningsfuld.

Hvornår kan jeg kræve købet ophævet?

Hvis sælger ikke er i stand til at reparere fejlen eller ombytte varen indenfor rimelig tid, kan du vælge at kræve et afslag i prisen eller ophævelse af købet.

Spørgsmål

af Chr. V. Dahl d. 13-01-13 kl. 19:16

Jeg har købt et par vinterstøvler til min datter på 11 år. Der er nu gået hul på hælen efter 2½ måned og de tager vand ind. Hælen er tydeligt slidt skævt ned, men jeg mener at et par vinterstøvler bør holde mere end 2½ måned. Er gummi-sålen af et for blødt materiale og kan en klage være berettiget eller skal jeg bare glemme det ? Støvlerne er af mærket Kamik og har kostet kr. 900,-

Svar

af Rasmus , Forbrugerhotlinen
d. 22-01-13 kl. 16:29

69%

Fejl på støvler

Hvis skoene er blevet slidt meget hurtigt, kan det skyldes fejl ved varen fx hvis der er benyttet et forkert materiale til at producere sålerne.

Hvis der er fejl på skoene, som den erhvervsdrivende er ansvarlig for, kan du have ret til at få dem repareret eller ombyttet. Hvis det ikke kan lade sig gøre, har du ret til at få pengene tilbage.

Her kan du læse mere om mangelsvurderingen.

Spørgsmål

af Heidi Kristensen d. 01-02-13 kl. 09:33

Hej.

Jeg købte i oktober 2012 et par støvler på en hjemmeside som sælger varer for mange forskellige butikker.
Støvlerne er gået i stykker, dvs. Sålen er gået løs. Jeg har efterfølgende været i kontakt med både firmaet som jeg har købt støvlerne gennem, og er derefter blevet henvist til at tale med butikken som skoene kommer fra.
Jeg har kontaktet butikken og talt med ejeren, som opfordrede mig til at gå til en skomager og få dem limet, for så derefter at sende hende kvitteringen med henblik på refundering, for det var bare det hun ville gøre......Mit spørgsmål er så, om det ikke er en stor fejl af mig hvis jeg accepterer denne aftale og "selv" begynder at reparere noget, hvis problemet skulle opstå igen eller på den anden støvle.

Svar

af Helle , Forbrugerhotlinen
d. 07-02-13 kl. 18:36

67%

Hej Heidi

Din vare har en fejl, som sælgeren er ansvarlig for

Har din vare en fejl, som sælgeren er ansvarlig for, er det som udgangspunkt dig, der vælger imellem:

  • at få en ny identisk vare,
  • at få varen repareret,
  • at få et afslag i købesummen eller
  • at få købesummen tilbagebetalt.

Hvis varen skal repareres

Hvis du ønsker at få repareret støvlerne, skal det ske uden omkostninger og væsentlig ulempe for dig. Det betyder, at du som udgangspunkt kan kræve, at butikken selv forestår reparationen af støvlerne, og at du ikke er forpligtet til at acceptere butikkens løsningsforslag.

Hvis du vælger selv at forestå reparationen af støvlerne, har det den fordel, at du kan få repareret støvlerne hurtigt. Der er imidlertid også visse ulemper forbundet med det. Du skal fx selv lægge pengene ud for reparationen. Der er samtidig en risiko for, at skomageren begår fejl i forbindelse med reparationen. Hvis det sker, har du et krav over for skomageren og ikke butikken, fordi det er dig, der har handlet med skomageren.

Uanset hvilken løsning du vælger, så vil reparationen ikke påvirke evt. fremtidige problemer med støvlerne, såfremt du kan dokumentere, at reparationen er sket i henhold til aftale med butikken.

Spørgsmål

af Jeppe Bjerregaard d. 12-01-14 kl. 19:58

Hej :)
Jeg købte sidste forår nogle sko, altså ca 8mdr siden.
De er lavet af læder og lidt ruskind. Sålen/bunden er syet fast til læderet, men er på den ene sko gået op på siden.
Jeg var inde i forretningen med kvittering og skoene, men de sagde at jeg ikke havde plejet dem efter forskrifterne. Og at tråden var gået over fordi den var tør, pga udtørret læder.

Ellers er skoene stadig fine...Er det så min egen fejl, således jeg ingen krav har??

Ekspedienten sagde desuden at skoene burde have læderfedt hver 8. dag, og at jeg burde have fået det at vide da jeg købte dem.

Svar

af Charlotte , Forbrugerhotlinen
d. 15-01-14 kl. 13:24

62%
Klage over slidte sko

Er dine sko slidte meget hurtigt, kan det enten skyldes fejl ved varen, eller at du har brugt dem på en måde, de ikke er beregnet til.

Hvis du ikke har behandlet skoene, som du burde, kan du ikke forvente at få ret i en klage over, at de ikke holder særlig længe. Medmindre der er tale om, at skoenes materiale er af en ringere kvalitet eller holdbarhed, end man kan forvente.

Men hvis fejlen ikke skyldes forkert brug, har du ret til at få dem repareret eller ombyttet. Hvis det ikke kan lade sig gøre, har du ret til at få pengene tilbage.

Sådan løser du problemet
  • Klag til forretningen, når du opdager fejlen 
  • Lad være med at bruge skoene, efter du har opdaget fejl eller skader. 

Spørgsmål

af Jeanette Christensen d. 18-10-13 kl. 14:21

Jeg har pr. dags dato klaget over et par støvler, jeg købte i Bianco sko sidste år i sep. måned, nyprisen var 1200 kr, de er i skind med en tyk gummisål nedenunder, problemet er at sålen under skoen er revnet der hvor forfoden bøjer, de påstår at det er alm. slidtage og spørger om jeg bruger dem til at køre bil med?
Det skal lige nævnes at sålen er over 0,5 cm tyk og er måske sammenlagt brugt 2-3 mdr. der er intet slidtage på selve skindet, hvilket de også gav mig ret i, det er sålen der er problemet, der er et mønster under sålen og det er i en af stregerne den er revnet.
De vil hverken reparere dem eller give mig et par tilsvarende.. Jeg fandt rent tilfældigt den samme støvler i Jette Riis sko, men til kun 700 kr, hvorpå jeg købte dem, tog dem med til Bianco i dag og bestyren måtte dog indrømme, at det var præcis samme støvle med samme sål mønster, jeg spurgte hvorfor deres priser var så forskellige, da indkøbsprisen jo måtte være det samme fra leverandørs side, så deres avance er jo helt hen i vejret, dette blev ikke yderligere kommenteret!
Det skal lige siges, at det var ikke en tilbudsvare i JR, normal prisen er de 700 kr, jeg spurgte nemlig!

Hvordan skal jeg forholde mig i denne sag, de hverken reparere skaden ( de tager vand i ) give mig et par nye, eller betale diff. fra de 700 kr op til de 1200??

På forhånd tak :)

Svar

af Charlotte , Forbrugerhotlinen
d. 24-10-13 kl. 13:13

0%

Klage over slidte støvler

Går dine nye sko i stykker eller bliver slidt meget hurtigt, kan det enten skyldes fejl ved varen, eller at du har brugt dem på en måde, de ikke er beregnet til.  Hvis fejlen ikke skyldes forkert brug, har du ret til at få dem repareret eller ombyttet. Hvis det ikke kan lade sig gøre, har du ret til at få pengene tilbage.

Læs mere om hvad du har ret til i artiklen om reklamationsret i to år.

Ikke ret til at få udbetalt en prisdifference

Butikken er berettiget til at tage den pris for en vare, som de ønsker. Du kan derfor ikke kræve prisdifferencen udbetalt, selvom støvlen kan købes billigere et andet sted.

Spørgsmål

af Henriette d. 09-03-14 kl. 17:35

Jeg har i efteråret købt et par støvler.
Der er ikke brugt i vinterperioden, og er nu efter et par dage i forårsperioden begyndt at knirke noget så modbydeligt.

Mit spørgsmål går på om jeg kan få dem byttet?
Det er jo ikke en reklamation på skoenes holdbarhed, da de ellers har det meget fint.
Jeg gider bare ikke at gå med dem når de knirker så højlydt (også på gulvtæppe)
Kan jeg reklamere på "fejlproduktion"?

Svar

af Pernille , Forbrugerhotlinen
d. 10-03-14 kl. 14:49

0%
Sko og reklamationsret

Du har kun et krav over for den erhvervsdrivende, hvis dine sko har en fejl, som den erhvervsdrivende er ansvarlig for. Der kan være forskellige grunde til at fejlen kan være dækket af reklamationsretten.

Sådan gør du, hvis du mener at sælger er ansvarlig for skaden

  • Tag kontakt til den erhvervsdrivende. Print evt. denne side og tag den med ned i forretningen
  • Hvis ikke I kan blive enige i butikken, kan du sende sælger en skriftlig klage

Spørgsmål

af Dennis Engslev d. 23-06-14 kl. 22:12

Min søn på 7 år har slidt hul i sålen på et par almindelige børnefritidssko af mærket Tarmax købt for ca. 3. mdr. siden. Han har brugt dem meget, men ikke forkert, med mindre at spille fodbold i børnesko er forkert brug.

Jeg mener at børnesko burde kunne holde til det slid børn udsætter dem for, i altfald en sæson.

Svar

af Pernille , Forbrugerhotlinen
d. 24-06-14 kl. 15:45

0%

Børnesko der slides hurtigt

Du har reklamationsret på sko ligesom på alle andre varer. Det betyder, at du blandt andet kan klage, hvis de går i stykker på grund af en produktions- eller materialefejl, eller hvis de bliver mere slidt end rimeligt ved almindelig brug. På forbrug.dk er der en oversigt over de mest typiske fejl ved sko.

Man skal være opmærksom på, at børn bruger deres sko mere hårdt end voksne gør, og børnesko slides derfor hurtigere. Sælger kan af den grund, ikke altid gøres ansvarlig for den slags slid.

Sådan løser du problemet

  • Print evt. dette svar. Tag kontakt til sælger og fortæl, at du mener, at din vare er behæftet med fejl.
  • Hvis ikke I kan blive enige, kan du sende sælger en skriftlig klage

Spørgsmål

af Nanna Sophie d. 10-10-14 kl. 14:55

Kære Forbrug.dk

For en måned siden købte jeg mig et par Vagabond snørrestøvler i Skoringen. Forleden var der en som kom til (ikke voldsomt og uden særlig megen kraft) at træde på min hæl. Dette resulterede i at hele den venstre side af min venstre støvle gik i stykker.

I de to sømme gik den op og læderet blev revet over i to dele.

Jeg var i dag nede i butikken og høre hvad de kunne gøre og de sagde at de intet kunne, da det åbenbart var selvforskyldt (?). Hvilket jeg dog ikke mener er helt rigtigt. I mit hoved ville en støvle lavet i rigtig læder på den rigtige måde og uden fejl, sagtens kunne have klaret det der skete, uden at skindet skulle gå fra hinanden og støvlen gå i stykker.

Jeg har overvejet at gå ned til en skomager og få hans holdning til, hvorvidt det overhovedet er ægte læder der er blevet brugt (Der var dog et "ægte læder skilt" på støvlerne da jeg købte dem)

Hvad er jeres råd, til hvordan jeg skal forholde mig i den her situation?

Svar

af , Forbrugerhotlinen
d. 14-10-14 kl. 13:08

0%
Når varen går i stykker

Hvis et par nye støvler går i stykker, eller bliver slidt meget hurtigt, kan det enten skyldes fejl ved varen, eller at de er blevet udsat for en belastning, som de ikke er beregnet til. På forbrug.dk kan du læse om fejl på fodtøj.

Hvis varen ikke stemmer overens med den betegnelse, hvorunder den er solgt

Er varen ikke lavet af det materiale, som den er markedsført med, kan der være tale om en fejl, som sælger er ansvarlig for. Sælger vil derfor være forpligtet til at løse problemet.

Sådan løser du problemet  

  • Kontakt sælger, og hvis I ikke kan blive enige, kan du sende sælger en skriftlig klage.

Spørgsmål

af Mujgahn d. 14-10-14 kl. 17:29

Hej,

Jeg købte i nov. 2013 et par vinterstøvler til 1.000 kr. Jeg brugte støvlerne udelukkende i vinterperioden 2013/14, og hælene er fuldkommen slidt helt ned - og jeg har siden ikke brugt dem.

Da jeg henvendte mig butikken fik jeg at vide, at de ikke giver reklamation på hæle (det står ligeledes på bonen), derfor foretog jeg mig ikke mere og gemte dem væk - indtil nu. Fordi jeg fik at fra en veninde, at butikker - ifølge lov - skal yde reklamation på hæle også.

Mit spørgsmål er nu, om jeg har ret til reklamation (enten i form af reparation eller ombytning)?

Det skal dog understreges, at de kun var brug i vinterperioden 2013, og at jeg først henvender mig til dem, fordi jeg ikke kendte til reklamationsretten ifølge loven. Desuden er sliddet af hælene ikke skyldtes forkert brug.

Svar

af Emil , Forbrugerhotlinen
d. 17-10-14 kl. 09:40

0%

Hvad omfatter reklamationsretten?

Den toårige reklamationsret omfatter hele varen. Du har derfor også to års reklamationsret på fx hælen på en sko. Det er ikke muligt at fravige reklamationsretten på købstidspunktet, og et vilkår om, at der ikke er reklamationsret på visse dele af varen, er ikke gyldigt. På forbrug.dk kan du læse om fejl på fodtøj.

Reklamér altid inden for rimelig tid

Du kan risikere at miste din reklamationsret, hvis du ikke reklamerer inden for rimelig tid, efter at du har opdaget en fejl på en vare. Reklamér derfor altid til sælger hurtigst muligt. Det beror på en konkret vurdering om du har reklameret inden for rimelig tid. Reklamerer du til sælger inden for to måneder, efter du har opdaget fejlen, vil reklamationen altid være rettidig.

Spørgsmål

af Tine Jørgensen d. 13-12-15 kl. 10:21

Jeg købte sidste år et par vinterstøvler, men brugte dem kun 3-4 gange, da vinteren var meget mild. For en måned siden begyndte jeg så at gå med dem, og nu er gummisålen på begge støvler slidt helt igennem under forfoden. Der kommer meget vand ind, når det regner. Støvler skal jo kunne holde mere end en måned, og jeg har almindeligt kontorarbejde, så går ikke så meget i løbet af en dag. Mit problem er, at butikken, hvor de blev købt, nu er lukket. Kan det nytte at henvende sig til en dansk importør? Mærket er tysk.

Svar

af Emil , Forbrugerhotlinen
d. 21-12-15 kl. 08:54

0%

Reklamationer når butikken er lukket

Som udgangspunkt går din reklamationsret tabt, hvis butikken lukker. I nogle tilfælde kan du dog forsøge at rette dit krav mod ejeren.

Kan du henvende dig til producenten, hvis butikken er lukket?

Du kan forsøge at henvende dig til producenten. Producenten er dog kun forpligtet til at tage sig af klager, hvis de har givet en garanti eller lignende for produktet.

Stil et uddybende spørgsmål til emnet:

Kan jeg klage over slidte sko og støvler?
Læs artiklen og skriv dit uddybende spørgsmål.
Skriv så kort, som du kan.
Dit spørgsmål bliver vist her på siden.
For at undgå spam fra robotter, må vi bede dig svare på et enkelt spørgsmål (Skriv svaret med tal):
Indtast summen af de to tal:
fire  plus  otte
1 kommentar(er) til Kan jeg klage over slidte sko og støvler?
14-09-2012 10:02 af Freja C. Schultz
Var i New York her i foråret via http://www.storbyferie.dk/new-york og købte de dyreste sko, jeg nogensinde har haft i en designershop, nogen højhælede med nitter og sådan nogle skinnende læder remme rundt om skoene. Desværre gik hælen i stykker efter 4 gange almindelig brug. Meget bittert men også en lærestreg. Jeg køber mine dyre sko i DK for fremtiden.
Freja

Anmeld

 
 
 
 
  • Ring til hotlinen