Forbrugerklagenævnet har truffet følgende afgørelse:
W. El-Samal (Vesterbro Telecom/Mobiltilbehør.dk) skal inden 30 dage fra forkyndelsestidspunktet betale 625 kr. til forbrugeren. Beløbet forrentes med rentelovens rentesats fra den 5. juni 2010.
W. El-Samal (Vesterbro Telecom/Mobiltilbehør.dk) skal betale 2.750 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til dækning af sagsomkostninger. Beløbet skal betales senest 30 dage efter datoen for udsendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opkrævning af beløbet.
Nævnets afgørelse uddybes i afsnittet ”Nævnets begrundelse for afgørelsen” nedenfor.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbagebetaler klagegebyret på 160 kr. til forbrugeren.
Nævnets begrundelse for afgørelsen
Denne sag drejer sig om, hvorvidt forbrugeren kan kræve et afslag i købesummen, fordi telefonen ikke kan starte op med simkort i.
Forbrugeren har oplyst, at hun halvanden måned efter købet reklamerede til W. El-Samal (Vesterbro Telecom/Mobiltilbehør.dk) over, at telefonen ikke kunne gå ind i programmer, at man ikke kunne benytte genvejslinje, og at telefonen ikke kunne starte op med memory-kort i. Telefonen havde kort efter købet fået en revne i skærmen, som ikke havde påvirket telefonens funktionalitet og ikke havde noget med de fejl at gøre, som hun klagede over. Forbrugeren har krævet er afslag i købesummen på 1.200 kr.
W. El-Samal (Vesterbro Telecom/Mobiltilbehør.dk) har afvist kravet, da der er en revne i telefonens skærm.
Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at telefonen har en revne i skærmen, som gør, at det kan være svært at gå ind i telefonens programmer. Revnen i skærmen skyldes ifølge den sagkyndige, at telefonen har fået et tryk eller et klem. Det fremgår også af den sagkyndige erklæring, at telefonen ikke kan tænde med memory-kort i, hvilket ifølge den sagkyndige sandsynligvis skyldes en software- eller materialefejl.
Herudover har den sagkyndige udtalt, at fejlen kan repareres og at prisen på reparationen afhang af hvad der var galt med telefonen. En skiftning af kortlæseren ville koste 625 kr. og en softwareopdatering ville koste 375 kr.
Efter købeloven foreligger der en mangel, hvis genstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være (jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4).
Fejl, der viser sig inden seks måneder efter leveringen, må formodes at have været til stede på leveringstidspunktet (købelovens § 77 a, stk. 3) med mindre dette kan afkræftes.
På baggrund af den sagkyndiges udtalelser, er det nævnets vurdering, at W. El-Samal (Vesterbro Telecom/Mobiltilbehør.dk) ikke har afkræftet formodningen for, at den fejl, at telefonen ikke kan tænde med memory-kort i, har været til stede på leveringstidspunktet. Da W. El-Samal (Vesterbro Telecom/Mobiltilbehør.dk) har afvist at afhjælpe fejlen, er forbrugeren berettiget til et afslag i købesummen (købelovens § 78, stk. 1, nr. 3). Nævnet fastsætter på baggrund af den sagkyndiges udtalelser afslaget til 625 kr.
Renteberegning, omkostninger og tilbagebetaling af klagegebyr
Renten beregnes efter den rentesats, der fremgår af rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten beregnes i medfør af rentelovens § 3, stk. 2, fra den 5. juni 2010, som er 30 dage efter den dag, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendte forbrugerens klageformular til W. El-Samal (Vesterbro Telecom/Mobiltilbehør.dk), og indtil W. El-Samal (Vesterbro Telecom/Mobiltilbehør.dk) efterlever nævnets afgørelse ved at betale det skyldige beløb til forbrugeren.
Beregning af omkostninger følger af forbrugerklagelovens § 17, stk. 1, sammenholdt med § 2 i bekendtgørelse om gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet.
Tilbagebetaling af klagegebyr følger af § 16, stk. 1, i lov om forbrugerklager.
Forbrugerklagenævnets sammensætning
Nævnet var under mødet sammensat således:
Margit Stassen, nævnets formand
Jan Staack, indstillet af Dansk IT
Claus Bonde Mikkelsen, indstillet af FOIF
Kirsten Nielsen, indstillet af Forbrugerrådet
Lars Quistgaard Bay, indstillet af Dansk Erhverv
Sidst opdateret:
16. november 2011