Gå til resume Gå til indhold

Jatt Express v/Mohammad Yousaf Shezad Farooq*

Firmatjek-sag

Forbrugerne og den erhvervsdrivende havde indgået aftale om flytning af forbrugernes indbo. Under flytningen knækkede den erhvervsdrivende det ene ben på et antikt skrivebord. Forbrugerne og den erhvervsdrivende aftalte, at den erhvervsdrivende skulle afholde udgifterne til reparation af bordet. Den erhvervsdrivende betalte imidlertid ikke regningen fra tømreren, og forbrugerne måtte derfor selv afholde udgifterne til reparationen. Forbrugerne krævede herefter erstatning for reparationsudgifter. *Virksomheden er ophørt

Gå til indhold

Indklagede

Forbrugerklagenævnet har truffet følgende afgørelse:

Mohammad Yousaf Shezad Farooq skal inden 30 dage fra forkyndelsestidspunktet betale 1.300 kr. til forbrugerne. Beløbet forrentes med rentelovens rentesats fra den 14. maj 2011.

Mohammad Yousaf Shezad Farooq skal betale 13.600 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til dækning af sagsomkostninger. Beløbet skal betales senest 30 dage efter datoen for udsendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opkrævning af beløbet.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbagebetaler klagegebyret på 160 kr. til forbrugerne.

Nævnets afgørelse uddybes i afsnittet ”Nævnets begrundelse for afgørelsen” nedenfor.

Nævnets begrundelse for afgørelsen

Denne sag drejer sig om, hvorvidt forbrugerne har krav på, at Mohammad Yousaf Shezad Farooq erstatter dem udgifterne til reparation af deres antikke skrivebord. Forbrugerne har krævet erstatning på 1.387.50 kr.

Ifølge forbrugerne knækkede det ene ben på deres skrivebord, da Mohammad Yousaf Shezad Farooqs medarbejdere efter aftale flyttede deres indbo. Forbrugerne aftalte med medarbejderne, at de skulle lade en tømrer reparere bordet, hvorefter Mohammad Yousaf Shezad Farooq ville afholde omkostningerne hertil. Aftalen blev efterfølgende bekræftet af Mohammad Yousaf Shezad Farooq. Ifølge forbrugerne har Mohammad Yousaf Shezad ikke betalt regningen, hvorfor de derfor selv har måttet afholde udgifterne til reparationen.

Mohammed Yousaf Shezad Farooq har ikke besvaret Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens henvendelser. Sagen er derfor behandlet på baggrund af forbrugernes fremstilling.

Det lægges herefter til grund, at parterne har indgået en aftale om, at Mohammad Yousaf Shezad Farooq skulle afholde omkostningerne til reparation af skrivebordet.

Da Mohammad Yousaf Shezad Farooq ikke har betalt for reparationen, har han dermed misligholdt aftalen, hvorfor han er forpligtet til at erstatte de udgifter, som forbrugerne har afholdt som følge heraf.

Forbrugerne kan kræve, at Mohammad Yousaf Shezad Farooq erstatter dem 1.387,50 kr. svarende til de afholdte reparationsudgifter.

Renteberegning, omkostninger og tilbagebetaling af klagegebyr

Renten beregnes efter den rentesats, der fremgår af rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten beregnes i medfør af rentelovens § 3, stk. 2, fra den 14. maj 2011, som er 30 dage efter den dag, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendte forbrugernes klageformular til Mohammad Yousaf Shezad Farooq, og indtil Mohammad Yousaf Shezad Farooq efterlever nævnets afgørelse ved at betale det skyldige beløb til forbrugerne.

Beregning af omkostninger følger af forbrugerklagelovens § 17, stk. 1, sammenholdt med § 2 i bekendtgørelse om gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet.

Tilbagebetaling af klagegebyr følger af § 16, stk. 1, i lov om forbrugerklager.

Forbrugerklagenævnets sammensætning

Nævnet var under mødet sammensat således:

  • Margit Stassen, nævnets formand
  • Camilla Hersom, indstillet af Forbrugerrådet
  • Per Jensen, indstillet af Forbrugerrådet
  • Sara Lynge Jægerfeldt, indstillet af Dansk Erhverv
  • Ole Poulsen, indstillet af Dansk Renseri Forening
Emne
Spørgsmål om forbrugerne har krav på, at den erhvervsdrivende erstatter udgift til reparation af et antikt skrivebord
 
Juridisk emne
Spørgsmål om erstatning
 
Sagsnummer:
11/03028
 
Dato for afgørelse
25-08-2011
 
Afgørelse offentliggjort
25-01-2012
 
Sidst opdateret:   25. januar 2012
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give