Gå til resume Gå til indhold

Herlev Auto (tidligere G.S. Biler v/ Gazi Sener), Herlev

Firmatjek-sag

Forbrugeren havde indgået aftale med sælgeren om køb af en brugt bil. Det fremgik af salgsaftalen, at bilen var købt som beset og afprøvet. Umiddelbart efter levering af bilen reklamerede forbrugeren til sælgeren over skæve bremser, skæve fælge, og at koblingen var brændt af. Sælgeren foranstaltede reparation hos tredjemand, men nægtede at betale regningen for reparationen. Forbrugeren krævede herefter købet hævet, afslag i prisen eller vederlagsfri afhjælpning af bilens fejl. Endvidere krævede forbrugeren erstatning for reparationsudgifterne.

Gå til indhold

Indklagede

Forbrugerklagenævnet har truffet følgende afgørelse

Gazi Sener skal inden 30 dage fra forkyndelsestidspunktet betale 5.205 kr. til forbrugeren. Beløbet forrentes med rentelovens rentesats fra den 4. juli 2010.

Nævnets afgørelse uddybes i afsnittet ”Nævnets begrundelse for afgørelsen” nedenfor.

Nævnets begrundelse for afgørelsen

Denne sag drejer sig om, hvorvidt bilen af mrk. Peugeot 406 2,0, som forbrugeren købte den 20. marts 2010 af Gazi Sener for 31.000 kr., er et forbrugerkøb, og om bilen har fejl, som Gazi Sener hæfter for som sælger, samt om Gazi Sener skal betale for de reparationer som forbrugeren har foretaget på bilen.

Det fremgår af slutsedlen, at bilen er solgt i kommission, hvorfor Gazi Sener hæfter over for forbrugeren for eventuelle mangler ved bilen (kommissionslovens § 56, stk. 1).

Forbrugeren har anført, at han umiddelbart efter købet reklamerede over, at bremserne og fælgene var skæve, og at koblingen var brændt. Ifølge forbrugeren foranstaltede Gazi Sener reparation hos 3. mand. Da reparationen af bilen var færdig, nægtede Gazi Sener at betale regningen, hvilket forbrugeren reklamerede over. Forbrugeren betalte for reparationen hos 3. mand under protest. Forbrugeren reklamerede den 3. juni 2010 gennem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over, at motoren gik ujævnt. Forbrugeren har fra den 12. april til 17. juli 2010 udskiftet fælgene, repareret airconditionen og styrekugle, fået foretaget en sporing og udmåling af hjulene, købt slips, købt termoføler, fået undersøgt motoren og udskiftet map sensor og timer auto elektro, købt tændspole og tændrør, udskiftet kondenser og sprinklerpumpe og udført service, og endelig købt viskerbladsæt. Forbrugeren har anført, at han så bilen annonceret på bilbasen.dk, at han kontaktede Gazi Sener for nærmere information om bilen, at bilen stod placeret ved G.S. Biler, at det var Gazi Sener der forestod fremvisning, at Gazi Sener præsenterede sig som ejer, at der aftaltes en slutpris på 31.000 kr. med Gazi Sener, at han betalte 2.000 kr. a konto til Gazi Sener, at der var salgsskilt i bilen, at bilen blev afhentet hos G.S. Biler, hvor den resterende købesum blev betalt, og at det var Gazi Sener, der hentede plader og monterede disse på bilen. Forbrugeren har fremsat krav om ophævelse af købet, afslag i prisen eller vederlagsfri afhjælpning, samt erstatning for sine reparationsudgifter på i alt 21.894,50 kr.

Gazi Sener har afvist kravet, da bilen ikke er solgt som et forbrugerkøb, men i stedet er en aftale mellem to private, og at bilen er solgt uden reklamationsret. Gazi Sener har anført, at bilen stod på gaden og ikke salgspladsen, at der ikke blev reklameret for bilen, at den tidligere ejer forestod fremvisningen, at der hverken var salgsskilt eller firmanavn på nummerpladeholderen, at den erhvervsdrivende tog imod penge på vegne af den tidligere ejer, hvorefter han modtog kommissionsandel, samt at køber stod for omregistreringen. Gazi Sener har videre anført, at forbrugeren ikke har reklameret over slør i stabilisatorens forbindelsesled og at styrekuglen var slidt.

Købelovens § 83, stk. 1 er ufravigelig (Købelovens § 1, stk. 2). Det er således ikke muligt – ej heller ved aftale – at fraskrive reklamationsretten. Det er nævnets vurdering, at bestemmelserne i aftalen der lyder – ”Der er intet der virker i bilen, skulle noget virke, betragtes det som en gave”, samt ”Bilen er købt som beset og afprøvet” – er omfattet af købelovens § 77, stk. 1, hvilket ikke kan gøres gældende overfor forbrugeren.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at motoren har en ujævn motorgang, hvilket skyldes en fejl i motorens elektroniske styringssystem. Ifølge den sagkyndige har fejlen været til stede på leveringstidspunktet, og er ud over det forventelige, når henses til bilens alder, kørte kilometer og omstændigheder i øvrigt.

Bilen er således mangelfuld, da bilen er af ringere brugbarhed, end den ifølge de foreliggende omstændigheder skulle være (købelovens § 76, stk. 1, nr. 4). Da Gazi Sener har afvist at afhjælpe fejlen, var forbrugeren berettiget til, at få afhjulpet fejlen ved et andet værksted på Gazi Seners regning. Forbrugeren har forsøgt at afhjælpe fejlen, ved at udskifte termoføler, tændspole, samt fået foretaget motoreftersyn og udskifte mapsensor og timer auto elektro. Reparationerne har imidlertid ikke afhjulpet problemet. Den sagkyndige har dog oplyst, at det er fagmæssigt korrekt, at reparere disse ting i et forsøg på, at afhjælpe bilens fejl på motoren. Forbrugeren har imidlertid først reklameret over motorfejlen den 3. juni 2010, hvilket er efter han fik foretaget motoreftersyn og udskiftet mapsensor, timer auto elektro og termoføler. Forbrugeren har således kun mulighed for at få et afslag vedrørende udskiftning af tændspole. Det er således nævnets vurdering, at på trods af at reparationerne ikke har afhjulpet fejlen, skal Gazi Sener betale forbrugeren 1.505 kr. (købelovens § 78, stk. 4).

Da motoren fortsat har en mangel på motoren, er forbrugeren berettiget til et afslag i prisen, skønsmæssigt fastsat til 1.700 kr. (købelovens § 78, stk. 1, nr. 4).

På trods af at forbrugeren er afskåret fra at få et afslag i købesummen på ovenstående, er han ikke afskåret fra, at modtage erstatning, såfremt Gazi Sener er erstatningansvarlig (købelovens § 80, stk. 1). Da man ifølge den sagkyndige ved et almindelig gennemsyn af bilen ville konstatere bilens motorfejl, er det nævnets vurdering, at Gazi Sener har forsømt at give forbrugeren oplysning om en mangel, som Gazi Sener kendte eller burde kende. Gazi Sener skal derfor betale 2.000 kr. i erstatning skønsmæssigt fastsat (købelovens § 80, stk. 1, nr. 3).

Vedrørende fejlen på styrekuglen og stabilisatorens forbindelsesled er det nævnets vurdering, at forbrugeren, mod Gazi Seners benægtelse, ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at han har reklameret over disse fejl. Da forbrugeren ikke har reklameret til Gazi Sener, over fejlene inden for rimelig tid, har forbrugeren tabt retten til at påberåbe sig disse fejl som mangler (købelovens § 81).

Det er nævnets vurdering, på baggrund af den sagkyndiges erklæring og udtalelse, at fejlene på bremseskiverne, klimaanlægget og inderskærmen ikke er fejl, som Gazi Sener er ansvarlig for.

Da den sagkyndige har oplyst, at han ikke ved selvsyn har konstateret fejlen på fælgene og koblingen, er det nævnets vurdering, at det ikke kan lægges til grund, at disse har haft kvalitetsafvigelser. Gazi Sener er derfor ikke ansvarlig herfor.

Vedrørende reparationen af bremserne, der blev foretaget ved et andet værksted, har forbrugeren ikke godtgjort, at Gazi Sener har påtaget sig at afholde udgiften til reparationen.

Vedrørende de øvrige reparationer som forbrugeren har foretaget på bilen, er det nævnets vurdering, på baggrund af den sagkyndiges oplysninger, at disse omhandler almindelig vedligeholdelse af bilen, og derfor er Gazi Sener ikke ansvarlig herfor.

Renteberegning

Renten beregnes efter den rentesats, der fremgår af rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten beregnes i medfør af rentelovens § 3, stk. 2, fra den 4. juli 2010, som er 30 dage efter den dag, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendte forbrugerens klageformular til Gazi Sener, og indtil Gazi Sener efterlever nævnets afgørelse ved at betale det skyldige beløb til forbrugeren.

Forbrugerklagenævnets sammensætning

Nævnet var under mødet sammensat således:

  • Margit Stassen, nævnets formand
  • Helle Brasch, indstillet af FDM
  • Poul Erik Christensen, indstillet af Håndværksrådet
  • Jette Kammer Jensen, indstillet af Forbrugerrådet
  • Ebbe Lauritzen, indstillet af FEHA
Emne
Adskillige fejl og reparation af 3. mand
 
Juridisk emne
Spørgsmål om forbrugerkøb og mangler
 
Sagsnummer:
10/03399
 
Dato for afgørelse
15-06-2011
 
Afgørelse offentliggjort
14-12-2011
 
Sidst opdateret:   14. december 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give