Forbrugerklagenævnet har truffet følgende afgørelse:
Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) skal inden 30 dage fra forkyndelsestidspunktet betale 1876 kr. til forbrugeren. Beløbet forrentes med rentelovens rentesats fra den 19. april 2011. Forbrugeren skal tilbagelevere uret med indbygget mobiltelefon.
Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) skal betale 2.750 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til dækning af sagsomkostninger. Beløbet skal betales senest 30 dage efter datoen for udsendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opkrævning af beløbet.
Nævnets afgørelse uddybes i afsnittet ”Nævnets begrundelse for afgørelsen” nedenfor.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbagebetaler klagegebyret på 160 kr. til forbrugeren.
Nævnets begrundelse for afgørelsen
Denne sag drejer sig om, hvorvidt der er indgået en bindende forligsaftale mellem Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) og forbrugeren.
Forbrugeren har oplyst, at det ene batteri til det ur, han havde købt, ikke virkede. Han reklamerede til Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) som oplyste, at de ville sende et nyt. Forbrugeren fik dog aldrig et nyt batteri.
Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) har under sagens behandling oplyst, at sagen ønskes forligt. Forbrugeren oplyste, at han ønskede 1876 kr., hvilket svarede til urets pris, samt prisen på en forgæves forsendelse og den fremtidige forsendelse, når uret skulle sendes tilbage til Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S). Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) accepterede dette.
Forbrugeren sendte som led i forliget, uret tilbage til Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S). Efter tilbagelevering af uret, oplyste Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S), at de ikke ønskede at de alligevel ikke ønskede at forlige sagen, da uret ikke var i samme stand som ved købet.
Det er nævnets vurdering, at parterne har indgået en bindende aftale om, at forbrugeren skulle tilbagelevere uret og at Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) herefter skulle betale 1.876 kr. til forbrugeren (aftalelovens § 1). Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) har accepteret det forligsforslag som forbrugeren fremsatte.
Efter besigtigelse af uret, er det nævnets vurdering, at uret ikke er i en stand, der afskærer forbrugeren fra at tilbagelevere det.
Forbrugeren kan derfor kræve, at Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) betaler ham 1.876 kr.
Renteberegning, omkostninger og tilbagebetaling af klagegebyr
Renten beregnes efter den rentesats, der fremgår af rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten beregnes i medfør af rentelovens § 3, stk. 2, fra den 19. april 2011, som er 30 dage efter den dag, hvor Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) blev bekendt med forbrugerens krav og indtil Anton Tonny Edholm og Bo Andersen (Globalsalg I/S) efterlever nævnets afgørelse ved at betale det skyldige beløb til forbrugeren.
Beregning af omkostninger følger af forbrugerklagelovens § 17, stk. 1, sammenholdt med § 2 i bekendtgørelse om gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet.
Tilbagebetaling af klagegebyr følger af § 16, stk. 1, i lov om forbrugerklager.
Forbrugerklagenævnets sammensætning
Nævnet var under mødet sammensat således:
- Margit Stassen, nævnets formand
- Camilla Hersom, indstillet af Forbrugerrådet
- Per Jensen, indstillet af Forbrugerrådet
- Sara Lynge Jægerfeldt, indstillet af Dansk Erhverv
- Ole Poulsen, indstillet af Dansk Renseri Forening
Sidst opdateret:
25. januar 2012