Gå til resume Gå til indhold

A’la’coccio’s v/ Karin Gimm, Nykøbing Sjælland

Firmatjek-sag

To dage efter købet af en hund reklamerede forbrugeren til sælgeren over, at hunden virkede syg. Dette afviste sælgeren. Forbrugeren kontaktede en dyrlæge, som konstaterede, at hunden led af kennelhoste og franske hjerteorme. Forbrugeren reklamerede igen til sælgeren, der tilbød at hæve købet, men afviste at betale dyrlægeregningerne.

Gå til indhold

Indklagede

Forbrugerklagenævnet har truffet følgende afgørelse:

Karin Gimm (A’la’coccio’s) skal inden 30 dage fra forkyndelsestidspunktet betale 2.000,00 kr. til forbruger 2. Beløbet forrentes med rentelovens rentesats fra den 16. september 2010.

Karin Gimm skal betale 4.200,00 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til dækning af sagsomkostninger. Beløbet skal betales senest 30 dage efter datoen for udsendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opkrævning af beløbet.

Nævnets afgørelse uddybes i afsnittet ”Nævnets begrundelse for afgørelsen” nedenfor.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbagebetaler klagegebyret på 160 kr. til forbruger 2.

Nævnets begrundelse for afgørelsen

Denne sag drejer sig om, hvorvidt den hund, som forbruger 1 købte af Karin Gimm (A’la’coccio’s) den 16. marts 2010, og som forbruger 1 senere overdrog til forbruger 2, var mangelfuld, og om forbruger 2 er berettiget til at kræve erstatning af Karin Gimm for udgifter til behandling af manglen.

Forbruger 2 har oplyst, købsprisen for hunden var 3.000 kr., og at hun senere fik hunden overdraget fra forbruger 1. Forbruger 2 har afvist, at det var aftalt mellem forbruger 1 og Karin Gimm, at hunden ikke måtte videreoverdrages. Forbruger 2 har endvidere oplyst, at hunden blev syg, hvorefter den kom i behandling hos dyrlæge. Hun reklamerede til Karin Gimm. Karin Gimm afviste at betale dyrlægeregningerne, men tilbød at hæve købet. Forbruger 2 kræver erstatning på 9.472,74 kr. for udgifter til behandling af hunden.

Karin Gimm har oplyst, at forbruger 1 to dage efter købet reklamerede til Karin Gimm, idet forbruger 1 syntes, at hunden var syg. Karin Gimm afviste, at hunden var syg, da den to dage forinden havde været helt rask. Det var aftalt mellem Karin Gimm og forbruger 1, at hunden ikke måtte videreoverdrages. Karin Gimm har yderligere anført, at hunden blev købt som beset af forbruger 1, at forbruger 2 har iværksat behandling af hunden for sent, og at forbruger 2's dyrlæge har fejlbehandlet hunden. Karin Gimm har afvist forbrugerens krav om erstatning.

Nævnet bemærker, at generelle forbehold, som f.eks. købt som beset, ikke kan gøres gældende overfor forbrugere (købelovens § 77, stk. 1). Forbruger 2 kan således fortsat gøre sine mangelsbeføjelser gældende overfor Karin Gimm.

Købelovens § 83, stk. 1 er ufravigelig (købelovens § 1, stk. 2). Det er således ikke muligt – ej heller ved aftale – at fraskrive reklamationsretten.

Allerede fordi det ikke er bevist, at det var aftalt mellem Karin Gimm og forbruger 1, at forbruger 1 ikke måtte videre overdrage hunden, kan aftalevilkåret ikke gøres gældende.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at hunden har haft lidelsen franske hjerteorme på købstidspunktet, at lidelsen ikke er medfødt eller genetisk, og at det ikke var muligt at stille en diagnose på købstidspunktet uden en speciel undersøgelse. Den sagkyndige har endvidere udtalt, at hunden efter behandlingen er helt rask og uden mén, og at lidelsen ikke har nogen betydning for hunden som familiehund. Behandlingsomkostningerne havde været ca. 2.000-2.500 kr., hvis hunden var blevet behandlet korrekt af forbruger 2's dyrlæge den 23. april 2010.

På baggrund af den sagkyndiges erklæring finder nævnet det bevist, at hunden har været mangelfuld, da den på leveringstidspunktet har haft franske hjerteorme. Hunden har derfor været af anden eller ringere beskaffenhed, end den ifølge aftalen og omstændighederne burde være (købelovens § 76, stk. 1, nr. 4).

Efter bevisførelsen er der ikke grundlag for at antage, at Karin Gimm har handlet ansvarspådragende ved overdragelsen af hunden. Forbruger 2 kan derfor ikke kræve sine udgifter til behandling af hunden erstattet af Karin Gimm.

Da hunden har været mangelfuld, er forbruger 1 imidlertid i stedet berettiget til et passende afslag (købelovens § 78, stk. 1, nr. 3), som skønsmæssigt fastsættes til 2.000,00 kr.

Renteberegning, omkostninger og tilbagebetaling af klagegebyr

Renten beregnes efter den rentesats, der fremgår af rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten beregnes i medfør af rentelovens § 3, stk. 2, fra den 16. september 2010, som er 30 dage efter den dag, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendte forbruger 1's klageformular til Karin Gimm, og indtil Karin Gimm efterlever nævnets afgørelse ved at betale det skyldige beløb til forbruger 1.

Beregning af omkostninger følger af forbrugerklagelovens § 17, stk. 1, sammenholdt med § 2 i bekendtgørelse om gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet.

Tilbagebetaling af klagegebyr følger af § 16, stk. 1, i lov om forbrugerklager.

Forbrugerklagenævnets sammensætning

Nævnet var under mødet sammensat således:

Rasmus Damm, nævnets formand
Tina Dhanda, indstillet af Forbrugerrådet
Torben Steenberg, indstillet af Forbrugerrådet
Jørn Astrup Bertelsen, indstillet af Dansk Erhverv
Else Nielsen, indstillet af Dansk Renseri Forening

Emne
Køb af hund. Spørgsmål om mangler – franske hjerteorme. Krav om erstatning for afhjælpning hos tredjemand.
 
Juridisk emne
Spørgsmål om mangler
 
Sagsnummer:
10/05920
 
Dato for afgørelse
21-09-2011
 
Afgørelse offentliggjort
16-11-2011
 
Sidst opdateret:   16. november 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give