Bedst er det selvfølgelig, hvis du printer siden ud, der beskriver aftalen, allerede når du køber noget, siger ja til noget eller deltager i en konkurrence. Det er der bare ikke så mange, der gør.
Print ud og gem alle papirer
Når du opdager, at du er kommet i klemme i en eller anden aftale, skal du med det samme begynde at gemme alt, hvad du modtager, og tage kopier af de mails eller breve du selv skriver. Det gør det nemmere senere, hvis du ikke kan løse problemet selv.
Hvis du har tegnet et abonnement
Hvis du med åbne øjne har tegnet et abonnement, men nu er træt af det, er der ikke så meget at gøre. Du må opsige abonnementet efter reglerne i aftalen.
Hvis du derimod ikke aner, hvor og hvornår abonnementet skulle være bestilt, må du straks protestere til sælgeren. Det er sælgeren, der skal bevise, at du har tegnet abonnementet. Hvis sælgeren ikke kan bevise det, skal du ikke betale noget som helst. Pas dog på de varer, du eventuelt har modtaget, da sælgeren har krav på at kunne hente dem hos dig.
Trusler om inkasso
Lad dig ikke skræmme af trusler om inkasso og kreditregistreringsbureauer. En sælger må ikke overgive en sag til inkasso, hvis du nægter at skylde pengene. I stedet må sælgeren gå til domstolene med sit krav. Et kreditregistreringsbureau må ikke registrere dig, før det er afklaret, at du faktisk skylder pengene.
Klag skriftligt
Klag altid skriftligt, hvis du får breve fra inkassobureauer eller kreditregistreringsfirmaer. Oplys, at du ikke mener, at du skylder pengene. Hvis du ikke reagerer på brevene, kører sagerne videre, og du risikerer at blive registreret som dårlig betaler.
Er der fortrydelsesret?
Hvis en sælger hævder, at du har tegnet et abonnement på nettet, har du fortrydelsesret i 14 dage, fra du modtager den første forsendelse. Du kan benytte din fortrydelsesret og dermed komme ud af sagen.
Urimelige vilkår
Hvis du har indgået en aftale, der viser sig at være urimelig for dig, kan du gå til Forbrugerklagenævnet eller et godkendt ankenævn. Hvis din sag ikke kan behandles der, kan du gå til domstolene.
Politiet
Hvis du er blevet udsat for kriminalitet, er det en sag for politiet. Det kan fx være salg af hælervarer.
Du kan læse mere om salg af hælervarer på forbrug.dk
Læs mere om konkurrencer på nettet.
Læs mere om prøvepakker
Sidst opdateret:
26. juli 2012