Det skal du være opmærksom på, hvis du køber kopivarer
- Det er ulovligt at sælge kopivarer i Danmark, men det er ikke ulovligt at eje dem.
- Ønsker du at eje en kopivare, kan du købe den i et andet EU-land – enten over nettet eller under en rejse. Du skal dog være opmærksom på, at der kan findes strenge regler for køb og salg af kopivarer i nogle andre EU-lande.
- Det er ulovligt at indføre kopivarer til Danmark, hvis de er købt via e-handel i et land uden for EU.
- I Danmark er det ulovligt at købe og importere kopivarer til erhvervsmæssig brug. Du må for eksempel ikke købe kopivarer på en rejse og sælge dem videre, når du er kommet hjem til Danmark.
- Vil du kun have den ægte vare, så skal du være opmærksom på, at der er mange kopivarer i omløb, der sælges som originaler. Det kan derfor være svært at skelne, hvad der er hvad.
Andre EU-lande har strengere regler
Der findes ikke fælles regler for køb og brug af kopivarer. Du kan derfor komme i klemme, hvis du har kopivarer med på rejsen til et andet EU-land med skrappere regler. For eksempel risikerer du at få store bøder i Italien, hvis du køber kopivarer. Også i Frankrig og Portugal er det ulovligt at købe og bruge kopivarer.
Som turist skal du altid overholde reglerne i det land, du besøger, uanset om du kender reglerne eller ej. Det er normalt ikke en undskyldning, at du ikke havde kendskab til det pågældende lands regler.
Læs mere på Forbruger Europa om reglerne for køb og brug af kopivarer i andre EU-lande
Hvad kan du risikere:
- Har du købt en kopivare via e-handel uden for EU, så har Skat ret til at tilbageholde og destruere varen, og du har ikke krav på erstatning.
- Internetsider, der sælger kopivarer, kan se ud som om, de er europæiske, selvom de reelt hører hjemme uden for EU. Hvis du er på jagt efter europæiske kopivarer, kan du derfor komme til at købe varen uden for EU, og det giver Skat ret til at tilbageholde og destruere varen.
- Kopierne kan være svære at skelne fra den ægte vare, og du kan komme til at købe en kopivare uden at ville det. Er varen købt uden for EU, har Skat stadig ret til at tilbageholde og destruere varen.
- Har du lovligt købt en kopivare inden for EU, kan du risikere at blive stævnet af det firma, der har rettighederne til det aktuelle mærke, hvis de har en mistanke om, at du har købt varerne for at sælge dem videre. Varen vil i så fald blive tilbageholdt, indtil sagen er afgjort. Firmaet bliver gjort opmærksom på dit køb af kopivarer, fordi Skat kontakter dem rutinemæssigt, når de finder kopivarer på vej ind i landet.
Det kan være svært at skelne kopierne fra originalerne.
Læs mere på hjemmesiden Stop Piraterne om, hvilke forholdsregler du kan tage imod at købe piratkopier
Hvis du alligevel – mod din vilje – kommer til at købe en kopi, kan du læse, hvad du stiller op, her.
Vil du gerne have kopivarer, så bør du sikre dig, at du køber dem inden for EU, når du handler på nettet. Undersøg grundigt, om internetforretningen er hjemmehørende i EU.
Læs mere om kopivarer hos skat.dk
Hos Forbruger Europa kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du handler på nettet mht. til kopivarer.
Læs om kopivarer på internettet hos Forbruger Europa.
Hos stoppiraterne.dk, en hjemmeside drevet af Ministeriernes Netværk om Piratkopiering, kan du læse meget mere om, hvilke love og regler der gælder for piratkopiering.
Bliv klogere på lovene og reglerne, der gælder for piratkopiering hos stoppiraterne.dk.