Selvom du har købt og betalt en vare, så ejer du den ikke, hvis den er stjålet. Varen vil derfor blive konfiskeret, hvis den er stjålet, og du får ikke pengene tilbage for den. Din forsikring dækker heller ikke.
Hæleri sker oftest uden for de almindelige butikker, og du bør derfor være på vagt, når du køber varer på loppemarkeder, brugtvaremarkeder, via gadesalg og bagagerumssalg, på internettets markedspladser eller på anden måde uden for butikkerne.
Du kan godt komme til at købe en vare, der er stjålet uden at ville det, fordi du ikke er klar over, at den er stjålet. Har du handlet i god tro, og kan du dokumentere det, så bliver du ikke straffet. Men varen bliver stadig beslaglagt og afleveret tilbage til ejeren. God tro vil blandt andet sige, at du har betalt en rimelig pris for varen.
Sådan undgår du hæleri:
- Vær altid skeptisk, hvis prisen på en vare er uhørt lav.
- Tjek sælgers identitet. Tjek for eksempel, om navn og telefonnummer passer sammen via De Gule Sider eller Krak.
- Har varen et serienummer eller stelnummer, kan du ringe til dit lokale politi på telefonnummer 114 og tjekke, om varen er meldt stjålet.
- Spørg efter originale kvitteringer og andre papirer på varen
- Få en kvittering af sælger på købet.
Læs mere om hæleri på Tænk over prisen
Prøv hælerispillet her