Det gør du, hvis vejret forsinker eller aflyser din flyrejse
1. Kontakt rejsearrangøren eller flyselskabet.
Det er vigtigt, at du først og fremmest henvender dig til dem, du har købt flybilletten af, for at få hjælp i den aktuelle situation.
2. Undersøg, om din rejse er omfattet af EU forordningen om flypassagerers rettigheder.
EU Forordningen om flypassagerers rettigheder pålægger flyselskaberne nogle forpligtelser, hvis et fly bliver aflyst. Reglerne gælder for:
- Flyrejser inden for EU
- Flyrejser med afgang fra et EU-land
- Flyrejser fra et tredjeland (lande uden for EU) til et EU-land i det omfang flyvningen foregår med et EU-luftfartsselskab.
3. Hvis din rejse er omfattet af EU forordningen om flypassagerers rettigheder
Hvis flyselskabet aflyser en afgang, skal du tilbydes valget mellem:
- At du får pengene for billetten refunderet inden syv dage
- At din rejse bliver omlagt ved førstgivne lejlighed til dit endelige bestemmelsessted, eller
- At du bliver ombooket til en anden afgang til din endelige destination på en senere dato efter dit eget valg, hvis der er ledige pladser.
Du skal desuden tilbydes gratis måltider og forfriskninger, der står i rimeligt forhold til ventetiden og flyselskabet skal sørge for, at du gratis kan give meddelelse om din forsinkelse på telefon, fax eller e-mail.
Læs mere om dine rettigheder efter EU forordningen om flypassagerers rettigheder hos Forbruger Europa.
Hvis du har haft et økonomisk tab udover det, som allerede er dækket af forordningen, kan du samtidig have ret til erstatning for dette, på samme måde, som hvis din rejse ikke var omfattet af forordningen.
4. Hvis din rejse ikke er omfattet af EU forordningen om flypassagerers rettigheder
-
Hvis du ikke er kommet af sted: Hvis dit fly er aflyst, og du derfor ikke kan komme af sted, kan du i visse tilfælde have ret til at få prisen for billetten retur. Henvend dig til rejsearrangøren eller flyselskabet.
-
Hvis du ikke kan komme hjem: Hvis du er strandet i udlandet pga. en aflysning, er det først og fremmest vigtigt at understrege, at du skal have klaget til rejsearrangøren eller flyselskabet, inden du selv lægger ud for ophold og alternativ hjemtransport. Flyselskabet eller rejsearrangøren kan i visse tilfælde være forpligtet til at tage hånd om dig. Det vil sige, at de skal sørge for, at du hurtigst muligt kommer hjem, og at du bliver indlogeret på destinationen, indtil du kan komme hjem. Sørger flyselskabet eller rejsearrangøren ikke for det, kan de være forpligtet til at erstatte dig de nødvendige og rimelige udgifter til opholdet og til evt. alternativ hjemtransport.
Se Pakkerejseankenævnets afgørelser om askeskyen.
Her kan du klage
Hvis du ikke kan blive enig med flyselskabet eller rejsearrangøren og gerne vil klage, kan du se mere om dine klagemuligheder på Forbruger Europas hjemmeside.
Læs om dine klagemuligheder på Forbruger Europas hjemmeside.
Sidst opdateret:
25. maj 2011