Rejsesygesikringen - det gule sundhedskort - omfatter rene ferie- og studierejser. Rejsesygesikringen omfatter ikke kombinerede ferie/erhvervsrejser, rejser, hvor der søges arbejde, erhvervspraktik eller nødhjælpsarbejde. Her kan du være dækket af EU-sygesikringskort - det blå sygesikringskort.
Hvad dækker rejsesygesikringen?
Du skal være opmærksom på, at rejsesygesikringen ikke dækker hjemrejse ved sygdom og ulykker. Rejser du i EU, bør du som minimum altid tegne en hjemtransportdækning. Sygesikringen dækker dog stadig hjemtransport ved dødsfald.
I den første måned af ferien dækker rejsesygesikringen:
- Udgifter til lægehjælp og lægeordineret medicin
- Lægeordineret sygehusophold og -behandling på almindelig sygehusklasse, inkl. operationer
- Udgifter til telefon, telefax el. lign. ved henvendelser fra udlandet til SOS International
Rejsesygesikringen dækker ikke:
- Hjemrejse ved sygdom og ulykker
- Behandling af kroniske sygdomme og sygdom, der var til stede før afrejsen, og som med rimelighed kunne forventes at ville medføre behov for behandling
- Anden behandling end egentlig lægebehandling, fx fysioterapi, tandlæge eller kiropraktisk behandling efter hjemkomst til Danmark
- Syge- og fødselshjælp i svangerskabets sidste fire uger eller ved fremkaldt abort
- Fortsat hospitalsophold/-behandling, hvis behandlende læge i samråd med SOS Internationals læge skønner, at behandling i udlandet ikke er påkrævet, men kan vente til hjemkomsten
- Tab eller beskadigelse af proteser, briller, kontaktlinser, høreapparater mv.
Pas på
Vælger du at forlænge et arbejdsrelateret ophold i fx Paris med en uges ferie i Sydfrankrig, er du ikke dækket af rejsesygesikringen. Vælger du at tjene lidt lommepenge ved at tage en times arbejde på en bar, vil hele ferien ikke være omfattet af rejsesygesikringen. Studieophold, hvor man er tilmeldt en uddannelsesinstitution i udlandet, er ikke dækket.
Sådan dækker sygesikringen efter 1. januar 2008
Der er to ændringer i det gule sundhedskorts dækninger:
- Kortet dækker ikke længere hjemrejse ved sygdom og ulykker.
Rejsesygesikringen dækker stadig hjemtransport ved dødsfald.
- Kortet dækker ikke i helt så mange lande som tidligere – du er fx ikke dækket, hvis du rejser til lande som Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Israel og Tunesien.
Europa og EU/EØS-området
Du er dog stadig dækket ved rejser til EU-landene og EØS-landene (Norge, Island og Lichtenstein): Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Isle of Main, Irland, Island, Italien, Kanariske Øer, Kanaløerne, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.
Se, hvor den offentlige rejsesygesikring dækker
Læs pjecen "Rejsesygesikringen" på regioner.dk
Sidst opdateret:
18. januar 2012