Sammensætning af pakkerejser
Du skal sammensætte minimum to ud af følgende:
- Transport
- Indkvartering
- Væsentlige turistmæssige ydelser (som fx leje af en bil eller udflugter på rejsemålet)
Har du kun lejet en feriehytte, er du ikke dækket af fonden.
Bemærk, at Rejsegarantifonden i nogle tilfælde dækker mere end pakkerejser. Rejser, der varer mindre end 24 timer, kan fx også være dækket.
Dækning af flyrejse og leje af bil
Rejsegarantifonden kan også dække, selvom du alene har købt en flyrejse eller indgået en aftale om leje af bil i udlandet. Når du indgår aftalen, skal sælgeren tilbyde dig, at du mod betaling kan blive dækket af Rejsegarantifondens regler. Du er kun dækket, hvis du har købt den ekstra dækning. Det er desuden en forudsætning, at firmaet er etableret i Danmark. Det vil det fx være, hvis selskabet eller den sælger, der formidler aftalen, har kontor i Danmark.
Eksempler på rejser dækket af Rejsegarantifonden
- Du køber en skirejse med flytransport og liftkort eller hotel og liftkort, hos den samme rejsearrangør.
- Du køber en flybillet af en rejsearrangør og vælger senere også at købe hotelopholdet til den samme rejse af den samme arrangør.
- Du køber en flybillet og beder arrangøren om at skaffe dig værelser på et bestemt hotel, som ikke er blandt de hoteller, han normalt udbyder.
- Rejser, der varer mindre end 24 timer, kan være dækket, hvis de har kostet mindst 1.000 kr. Det kan fx være en bustur til en fodboldkamp og hjem igen umiddelbart efter kampen.
- Køb af flytransport, hvis du har tilvalgt ekstra dækning.
- Køb af billeje i udlandet, hvis du har tilvalgt ekstra dækning.
Hvilken hjælp kan du få?
Hvis en rejsearrangør går konkurs, kan Rejsegarantifonden hjælpe med hjemrejse, økonomisk godtgørelse mv.
Konkurs før afrejse
Hvis arrangøren går konkurs inden afrejsen, får du normalt erstattet det beløb, du har indbetalt, men undtaget forsikringer.
Gavekort kan i nogle tilfælde erstattes, og du kan kontakte Rejsegarantifonden (www.rejsegarantifonden.dk) for at høre, om det er dækket.
Konkurs under rejse
Rejsegarantifonden sørger for at skaffe de rejsende tag over hovedet på rejsemålene, indtil det er muligt at skaffe hjemtransport.
I nogle tilfælde sørger Rejsegarantifonden for, at rejsen bliver gennemført som planlagt.
Hvis din rejse bliver afbrudt, eller du ikke modtager alle de ydelser, som du har betalt forud, fx teaterforestillinger og udflugter, kan Rejsegarantifonden udbetale en rimelig godtgørelse.
Hvad gør du, hvis uheldet er ude?
Hvis du endnu ikke er afrejst, kan du kontakte Rejsegarantifonden (www.rejsegarantifonden.dk).
Hvis du befinder dig på et rejsemål, skal du kontakte arrangørens guide på stedet. Er der ikke en guide eller anden kontaktperson, kan du kontakte Rejsegarantifonden eller Udenrigsministeriets vagttjeneste.
Rejsegarantifonden
kl. 10-15 tlf. 45 87 83 33
- udenfor kontortid tlf. 20 70 83 33
Udenrigsministeriet tlf. 33 92 11 12
Gem kvitteringer
Det er vigtigt at gemme alle kvitteringer, fakturaer, rejsebeviser og andet, der kan bevise, hvad du har købt og har haft af udgifter.
Sidst opdateret:
16. januar 2012