Når fx en flyrejse må aflyses eller bliver forsinket på grund af en force majeure-situation, vil flyselskabet eller rejsebureauet normalt ikke være erstatningsansvarlig over for de rejsende. Flyselskabet eller rejsebureauet er ikke årsag til krigen, tsunamien eller askeskyen, og det står ikke i dets magt at stoppe den.
Hvis du ikke er kommet af sted, og rejsen helt aflyses, kan du i visse tilfælde have ret til at få dine penge igen, men du har normalt ikke ret til at få erstatning derudover.
Hvis du er ude på rejsen, og fx hjemturen bliver forsinket eller aflyst, har flyselskabet eller rejsebureauet pligt til at drage omsorg for de rejsende, indtil rejsen kan genoptages. Det kan fx være mad og overnatning. Hvis der er udgifter til en anden transportform eller til transport til en anden lufthavn, vil det normalt være en udgift, flyselskabet eller rejsebureauet skal betale.
Begræns dine udgifter
Flyselskabets eller rejsebureauets pligt til ”at drage omsorg” for dig er begrænset, så du skal holde dine ekstraudgifter på et lavt niveau, hvis du ikke vil risikere selv at skulle betale for fx et dyrt hotelophold. Det gælder også selvom, du ikke umiddelbart kan komme i kontakt med flyselskabet eller rejsebureauet og få vejledning om, hvordan du skal forholde dig.
Klag både til flyselskabet og rejsebureauet
Hvis du har købt din flyrejse gennem et rejsebureau, skal du kontakte både flyselskabet og rejsebureauet.
Ikke alt er force majeure
Et flyselskab eller et rejsebureau kan ikke aflyse en flyvning og henvise til ”force majeure” ved en hvilken som helst uventet begivenhed. Der skal være tale om usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne være undgået, selvom alle rimelige forholdsregler faktisk er blevet truffet.
Hvis der rent faktisk ikke er tale om en force majeure-situation, men flyselskabet eller rejsebureauet aflyser en flyvning af andre grunde, gælder der andre regler. Hvis flyvningen er omfattet af EU forordningen om flypassagers rettigheder, kan du have ret til både erstatning og kompensation.
Læs mere om dine rettigheder som flypassager
Sidst opdateret:
7. juli 2011