Gå til resume Gå til indhold

Den offentlige forbrugerportal - Vi hjælper dig med råd, rettigheder og klager

Køb af brugt elektronik

Artikel

Vurdér, om det kan betale sig for dig at købe det elektroniske udstyr brugt. Se blandt andet på prisen og alderen på varen. Du har de samme rettigheder, som hvis varen var ny. Der kan dog gælde andet, hvis det elektroniske udstyr er købt hos en privat.
 
Gå til indhold

Du kan både købe brugt elektronisk udstyr på nettet, i fysiske butikker og hos privatpersoner, fx via annonceportaler på nettet.

Overvej fordele og ulemper ved at købe udstyret brugt. Du kan muligvis spare penge, men omvendt risikerer du også, at det er slidt. Vurdér, hvad der bedst kan betale sig for dig.

Sælger er erhvervsdrivende

Du har altid to års reklamationsret, hvis du køber det brugte elektroniske udstyr hos en erhvervsdrivende. Købeloven dækker, hvis fejlen eller årsagen til fejlen var til stede på købstidspunktet, det man også kalder ”mangler ved varen”.

Når der er tale om brugt elektronisk udstyr, kan det dog være svært at fastslå, om fejlen er en mangel efter købeloven, eller om den skyldes almindelig slid på udstyret.

Er det en fejl, som er omfattet af købelovens regler, har du ret til at få udstyret repareret. Det skal ske inden for rimelig tid og må ikke koste dig noget. Kan det ikke lade sig gøre at reparere det elektroniske udstyr eller løse problemet på anden vis, kan du kræve omlevering, et afslag i prisen eller ophævelse af købet.

Køber du brugt elektronisk udstyr i en netbutik, har du 14 dages fortrydelsesret, fra du får udstyret leveret.

Fysiske butikker bestemmer selv, om de vil tilbyde dig returret eller ikke.

Sælger er privatperson

Køber du brugt elektronisk udstyr hos en privatperson, kan du aftale, at der ikke er reklamationsret på udstyret.

Har I ikke aftalt, om der er reklamationsret på udstyret, vil der automatisk være to års reklamationsret.

Er det elektroniske udstyr under to år gammelt, og er det oprindeligt købt hos en erhvervsdrivende i Danmark, er der reklamationsret på udstyret hos forhandleren. Sørg derfor for at få den oprindelige kvittering med fra sælgeren.

Er der en garanti på udstyret, og gælder den stadig, skal du også have garantibeviset, hvis du vil kunne udnytte den.

Når du betaler

Det sikreste er, at du aftaler at mødes med den, du handler med, og betaler på stedet og i kontanter. Så kan du se varen, før du køber den.

Handler du med en privatperson på nettet, skal du være mere varsom. Betaler du fx via bankoverførsel, vil du ikke kunne få tilbageført dine penge, hvis varen ikke dukker op.

Du har ikke fortrydelsesret, når du køber brugt elektronik hos privatpersoner.

Læs mere om brugte varer

Sidst opdateret:   4. juli 2014