Gå til resume Gå til indhold

KvikGuide når du vil klage

Artikel

En klagesag kan være nem og uden problemer: Du klager til sælgeren over varen og fejlen bliver straks rettet! Men det kan også være en langstrakt historie, hvor sælgeren ikke reagerer eller skyder ansvaret over på producenten, og du må ringe og skrive igen og igen.

Gå til indhold

1 Gem dine boner

Din bon er dit bevis på, hvor og hvornår du har købt varen, og hvad du har betalt for den. Bonen skal du bruge, hvis du senere vil klage over varen. Hvis du ikke har din bon, kan du risikere, at sælgeren afviser din klage.

2 Klag straks til sælgeren

Klag til sælgeren lige så snart, du bliver opmærksom på, at varen ikke er i orden. Hvis du ikke kan få fat i sælgeren, eller sælgeren afviser din klage, må du sende en skriftlig klage til sælgeren.

3 Sælgeren skal undersøge varen

Sælgeren har ret til at undersøge varen, før han eller hun tager stilling til din klage. Sælgeren kan også sende varen til undersøgelse hos producenten, hvis han eller hun mener, at det er nødvendigt. Det er dog sælgeren, der i sidste ende er ansvarlig for varen, og han eller hun skal tage sig af din klage, selvom producenten afviser at medvirke.

4 Sælgeren henviser dig til producent eller værksted

Sælgeren må selv kontakte producent og selv sende varen til værkstedet, hvis det er nødvendigt. I enkelte tilfælde kan det dog være en fordel, at du selv laver en aftale med fx reparatøren, fx hvis han eller hun skal komme hjem til dig. I det tilfælde skal du huske også at klage til sælgeren.

5 Hvis sælgeren accepterer din klage

Hvis sælgeren accepterer din klage, må han bringe varen i orden. Det gælder også, selvom producenten har afvist at medvirke.

6 Hvis sælgeren afviser din klage

Hvis sælgeren afviser din klage, kan du undersøge, om du kan gå videre med din klage til Forbrugerklagenævnet eller et godkendt ankenævn.

Se listen over godkendte ankenævn 

7 Hvis sælger vil reparere eller ombytte igen og igen

Sælgeren har som udgangspunkt kun ét forsøg på at bringe din vare i orden, når du klager. Kun i særlige tilfælde må du acceptere flere forsøg. Hvis sælgeren vil blive ved med at reparere eller ombytte din vare, og du ikke vil acceptere flere forsøg, skal du klage skriftligt til sælgeren.

8 Hvis en levering, reparation eller ombytning tager meget lang tid

Hvis en levering, reparation eller ombytning trækker i langdrag, kan du forlange at få sagen afsluttet. Det gør du ved at sende en skriftlig klage til sælgeren, hvori du forlanger at få sagen afsluttet inden for en rimelig frist på fx 14 dage.

9 Hvornår skal du klage skriftligt?

I de fleste tilfælde vil en klagesag kunne ordnes med mundtlige aftaler. Når du indgår en mundtlig aftale, kan du ikke senere bevise, hvad der blev aftalt, og det kan somme tider være nødvendigt. Det gælder især, hvis sælgeren ikke reagerer på din klage eller dine henvendelser, eller I ikke kan blive enige om, hvad der skal ske med din klage.

Hvis du senere skal gå videre med din klage til Forbrugerklagenævnet eller et godkendt ankenævn, skal du bevise, at du har klaget til sælger. Hvis du har givet sælgeren en frist til at få varen leveret eller få en reparation eller ombytning afsluttet, skal du også kunne bevise, at du har givet den aktuelle frist.

Din skriftlige klage kan være en e-mail eller et brev. Sørg for at du kan dokumentere, at du har klaget skriftligt. Gem fx en kopi af mail eller brev, og få en kvittering fra posthuset på at brevet er afsendt.

Se vores skabeloner til klagebreve

Oprettet:   21. november 2011
Giv din vurdering af denne side
Sidens nuværende vurdering 5
 
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Før du klager til Forbrugerklagenævnet, skal du gøre dig klart, at der også kan være ulemper ved at starte en klagesag. Den økonomiske udgift er ikke høj, men der kan gå nogen tid, før klagesagen er afgjort, og du må normalt ikke bruge varen i mellemtiden.
Du skal blot udfylde nogle felter med information om varen eller tjenesteydelsen, og så vil du med det samme kunne se, om du har mulighed for at få behandlet klagen.
Hvis du allerede har en klagesag hos Forbrugerklagenævnet kan du logge ind med dit NemID eller brugerkonto og se, hvor langt din sag er i processen.
Firmatjek
På Firmatjek kan du søge på et elektronisk danmarkskort og se hvilke virksomheder, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser.
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.