Ifølge vedtægterne for Dansk Møbeltransport Forening skal du klage senest 8 dage efter flytningens afslutning eller godsets aflevering. Reklamationen skal ske skriftligt. Forbrugerklagenævnets praksis er dog at dømme frister, der er så korte, for ugyldige.
Drejer det sig om beskadigelse af fx et møbel, skal flyttefirmaet give økonomisk erstatning. Man skal altså ikke finde sig i, at en uprofessionel som fx flyttemanden selv forsøger at udbedre skaden på møblet.
Forsinkelse ved flytningen udløser normalt ikke erstatning, medmindre du lider et tab. Det kan fx være, hvis det bliver nødvendigt at opmagasinere flyttegodset.
Er der flere flyttefirmaer involveret i flytningen, er det firmaet, du har indgået aftalen med, du skal rejse kravet over for.
Klagemuligheder
Hvis du er utilfreds med prisen på flytningen, flytningens udførelse, opmagasineringen, beskadiget bohave o.lign., og du ikke kan komme igennem med dine krav over for flyttefirmaet, kan du klage til Forbrugerklagenævnet. Det er vigtigt, at du reagerer med det samme, når du har opdaget evt. mangler ved flytningen eller opmagasineringen.
Hvis flyttefirmaet er medlem af Dansk Møbelfragt Forening (DMF), kan du kontakte foreningen på deres hjemmeside www.flytning-dmf.dk.
Er der problemer med din egen forsikring i forbindelse med flytningen, er det Ankenævnet for Forsikring, du skal kontakte på www.ankeforsikring.dk.
Sidst opdateret:
17. juli 2006