Rækværk skærmede for udsyn
En forbruger havde købt siddepladser til en stor forestilling. Da et rækværk skyggede for udsynet, kontaktede forbrugeren i pausen personalet og bad om at blive flyttet. På grund af nogle oppustelige blomster var der imidlertid ikke et bedre udsyn fra de nye pladser.
Forbrugerklagenævnet gav forbrugeren medhold i klagen
- Arrangøren vidste på forhånd, at rækværket skærmede for udsynet og havde derfor reserveret nogle alternative pladser.
- Arrangøren burde have tilbudt forbrugeren de alternative pladser inden forestillingen.
Da forbrugeren valgte at overvære hele forestillingen, fik hun kun et afslag i prisen og ikke alle pengene retur, som hun havde krævet.
Sportsstjerne blev skadet
En forbruger havde købt billetter til en træningskamp, hvor en stor sportsstjerne, ifølge annoncen, skulle deltage. Sportsstjernen blev imidlertid skadet og måtte trække sig. Arrangørerne oplyste ikke tilskuerne om, at de kunne forlade hallen og få deres penge retur.
Et flertal i Forbrugerklagenævnet gav forbrugeren medhold i klagen.
- Der var var tale om en træningskamp, og stjernens deltagelse havde afgørende betydning for, at forbrugeren købte billetterne.
- Tilskuerne fik aldrig valget mellem at forlade hallen og få deres penge retur eller at blive og se kampen uden sportsstjernen.
Stående publikum skyggede for udsyn
En forbruger havde købt siddepladser til en koncert med en international artist. Under koncerten skyggede det stående publikum for forbrugerens udsyn til både scenen og storskærmene, og hun klagede efterfølgende til koncertarrangøren for at få den fulde billetpris retur.
Forbrugerklagenævnet gav ikke forbrugeren medhold i klagen.
- Forbrugeren burde have henvendt sig til servicepersonalet under koncerten, så de kunne forsøge at løse problemet.
- Det kunne ikke bevises, at forbrugerens udsyn var fuldstændigt blokeret af det stående publikum.
- En koncert er en totaloplevelse, og under store koncerter må det forventes, at alle gæster ikke har lige godt udsyn til kunstneren på scenen.
Teaterforestilling var for uhyggelig
En forbruger tog sine tre børnebørn med ind for at se en teaterforestilling. Da handlingen var for voldsom for børnene, måtte de kort efter forestillingens start forlade salen. Forbrugeren klagede til teatret og ville have sine penge tilbage.
Forbrugerklagenævnet gav ikke forbrugeren medhold i klagen.
- Teatre har ikke pligt til at fastlægge og informere om aldersgrænser.
- Det må være forbrugerens eget ansvar at undersøge, om forestillingen er uegnet for små børn.
- Der var, efter nævnets opfattelse, visse elementer i annoncen, der indikerede, at forestillingen kunne være uegnet for helt små børn.
Regn aflyste forestilling
En forbruger havde købt billetter til en udendørs teaterforestilling, der kun blev delvist gennemført på grund af regn.
Forbrugerklagenævnet gav ikke forbrugeren medhold i klagen.
- På billetterne stod der følgende forbehold: ”Refunderes ikke i tilfælde af regn efter forestillingens start.”
- Forbrugerklagenævnet fandt, at forbeholdet gjaldt, idet regn er et naturligt vilkår, når der er tale om en udendørs forestilling under danske himmelstrøg, og hvor scenen var uoverdækket.
Læs mere om, hvordan du klager.
Sidst opdateret:
28. juni 2012