Vær kritisk
Når du vurderer ugens tilbud, skal du være kritisk. Ikke alle tilbud er gode tilbud for dig. Selvom tilbuddet er godt, har du måske slet ikke behov for varen, og så bruger du faktisk penge, du ellers ikke ville have brugt.
Spar op til…
Udtrykket dækker typisk over, at en række varer sælges til den samme pris, men at nogle varer oprindeligt er dyrere og dermed er sat mere ned end andre. Det lyder tillokkende, at der er meget at spare, men det gælder måske ikke for netop den vare, du ønsker at købe. Vær opmærksom på, hvad den reelle besparelse er.
Mængderabatter
Der er ofte penge at spare, når man køber flere af samme slags, men ikke alle tilbud er lige gode. Gør dig nogle overvejelser, inden du fylder kurven op:
- Hvor stor rabat er der reelt tale om?
- Hvor ofte køber du normalt varen?
- Har du overhovedet brug for mange af den slags varer?
- Kan du eventuelt dele tilbuddet med andre?
Se efter kiloprisen
Nogle tilbud kan være svære at gennemskue. Fx kan det være en anden størrelse pakke, end varen normalt sælges i. Butikken skal oplyse en såkaldt enhedspris, fx kilopris, på de fleste dagligvarer. Brug den pris til at tjekke, hvor godt tilbuddet egentlig er.
Er varen pengene værd?
Når du overvejer at købe en tilbudsvare, skal du se på den pris, du skal betale og ikke den påståede besparelse. Selvom varen er sat ned, kan prisen stadig være høj i forhold til varens kvalitet.
Gule skilte
Et gult skilt på en vare signalerer tilbud, men det betaler sig at regne lidt på, hvor godt tilbuddet egentlig er. Måske er det ikke et tilbud men bare et gult skilt.
Læs mere om, hvornår en butik må bruge udtryk som fx tilbud, udsalg og chokpris.
Tilbud flere steder
Falder du for et tilbud, når du planlægger dine indkøb, så tjek om du kan få varen til en bedre pris et andet sted.