Har du købt en sofa i Australien? Eller et antikt bord i Italien? Og vil du gerne have fragtet det hjem til Danmark?
Inden du vælger det fragtfirma, som skal fragte godset, er det en god idé at søge informationer. Undersøg for eksempel:
- I hvilket land fragtfirmaet hører hjemme
- Om der er andre, som har erfaringer med at handle med fragtfirmaet
- Hvilken pris fragtfirmaet tager for ydelsen
- Hvilke ydelser der indgår i aftalen med fragtfirmaet
Når du indgår aftalen
Når du har besluttet dig for at indgå aftale med et bestemt fragtfirma, så få aftalen på skrift. Vær særligt opmærksom på, om der er tale om en dør til dør-aftale, eller om du skal afhente godset på et opsamlingssted. Det kan have betydning for den samlede pris, du skal betale for ydelsen.
Undersøg også, om du indgår aftalen med en eller flere fragtfirmaer. Det kan have betydning for, hvor du skal rette et eventuelt erstatningskrav. Vil du være sikker på at få fuld erstatning, hvis dit gods går i stykker eller forsvinder under transporten, er det en god idé at forsikre det.
Læs mere om dine muligheder for erstatning.
Fragtbrev
Når du indgår en aftale med et fragtfirma, skal der laves et dokument (et fragtbrev), der indeholder de vigtigste oplysninger om fragten.
Dokumentet skal blandt andet indeholde:
- Afsenderens og modtagerens navn og adresse
- Fragtfirmaets navn og adresse
- Sted og dato for godsets overtagelse, og hvor det skal leveres til
- Hvilket gods der er tale om, og hvordan det er pakket ind
- Hvor mange stykker gods der er tale om
- Godsets mængde for eksempel i bruttovægt
- Omkostninger i forbindelse med fragten af godset, for eksempel told
I særlige tilfælde kan der være en række andre forhold, som er værd at notere i dokumentet. For eksempel om der er forbud mod at omlæsse godset, en eventuel tidsfrist for leveringen mm.
Pakkeliste til flytning
Skal du flytte, er det en god idé at lave en pakkeliste, hvori alle elementerne i flyttegodset står nedskrevet. Få fragtfirmaet til at skrive under på pakkelisten.
Har du en pakkeliste, er det nemmere for dig at dokumentere, hvis noget efterfølgende mangler. Det kan også være en god idé at tage billeder af det gods, der skal fragtes.
Find flere gode råd om flytning på forbrug.dk.
Sidst opdateret:
19. maj 2012