Hvis der opstår problemer under festen, må restauratøren se, om det er noget, der kan gøres noget ved nu og her. Hvis der fx er for koldt i lokalet, eller hvis der holdes en voldsomt støjende fest i nabolokalet, må man klage med det samme, så hotel eller restaurant har mulighed for at rette op på forholdene.
Forhold der ikke kan ændres
Andre forhold kan det være svært for restauratøren at ændre på. Det kan fx være, at middagen er en time forsinket, kødet er sejt, eller at hyggepianisten er forsinket. Selvom forholdene ikke kan ændres, skal man alligevel klage straks, så virksomheden har en mulighed for at vurdere, om de måske kan kompensere for manglerne på en anden måde. Du bør klart melde ud over for restauratøren, om du accepterer den kompensation, de tilbyder som en endelig løsning, eller om manglen er så graverende, at du vil gå videre med sagen efterfølgende.
Uheld
Hvis der opstår uheld, fx at en tjener spilder ned ad en gæst, eller en gæst knækker en tand på maden, skal der også klages med det samme.
Klag skriftligt umiddelbart efter festen
Hvis du stadig mener, at du har krav på en form for godtgørelse, fx et nedslag i prisen, bør du umiddelbart efter festen følge op på sagen ved at klage skriftligt til restauratøren.
Sidst opdateret:
16. april 2012