Hvad er med i tilbuddet?
Når I får tilbud på studenterkørsel, er det vigtigt, at I tjekker, hvad der er med i tilbuddet. Udover selve vognen og chaufføren i et vist antal timer skal I sikre jer, at alle andre udgifter til fx brændstof, forsikringer, musik og rengøring er med i prisen. Den pris, I får oplyst, skal være inklusiv moms. Undersøg også, hvad det koster at forlænge turen med en time eller to.
Hvor langt skal I køre?
Når I lægger ruten og undersøger, hvor langt I skal køre, skal I huske, at en studentervogn ikke må køre ret hurtigt. Det er af sikkerhedsmæssige grunde, og det betyder, at turen i studentervognen tager længere tid, end man vil beregne ved almindelig kørsel. I kan altså nemt få brug for at køre flere timer, end først aftalt.
Depositum og fortrydelse
Når I indgår en aftale, vil den som udgangspunkt være bindende, og virksomheden vil typisk opkræve et depositum.
I skal på forhånd undersøge muligheden for at opsige aftalen, hvis I fx får et bedre tilbud. Det kan fx være, hvor tæt på dagen, I kan opsige, og hvor meget I i givet fald skal betale, jo tættere på dagen det sker.
Hvis der ikke er aftalt noget om opsigelse, har virksomheden krav på at få sit tab dækket, hvis I ikke ønsker at benytte vognen. Virksomheden skal minimere sit tab ved at prøve, at leje vogne ud til nogle andre. Hvis det ikke lykkes, eller prisen må sættes ned, skal I betale det tab, virksomheden har. Virksomheden kan dog ikke kræve dækning for udgifter der ikke er afholdt, som fx brændstof.
Regler om kørsel og indretning af vogn
I kan ikke hoppe op på ladet af en hvilken som helst lastvogn. Vognen skal være godkendt til studenterkørsel, og en række regler om udstyr og indretning skal være overholdt. Der må heller ikke være flere passagerer i vognen, end den er godkendt til.
Læs bekendtgørelse om studenterkørsel hos Retsinformation
Læs bekendtgørelse om vognens indretning hos Retsinformation
Klag til Forbrugerklagenævnet
Hvis der opstår uenighed om prisen eller aftalen, og I ikke kan blive enige med virksomheden, kan I klage til Forbrugerklagenævnet.
Klag online
Sidst opdateret:
26. maj 2011